Mennesker

Kunstcentret spirer og gror

PÅSKEKUNST: Dronninglund Kunstcenter klar til at springe ud med en sand hyldest til forårets komme

26. marts 2021 kl. 08:00

Efter ugers usikkerhed kan Dronninglund Kunstcenter nu med sikkerhed sige, at forårsudstillingen ”Det spirer og gror” åbner palmesøndag 28. marts.

- Vi er så klar til at springe ud med en sand hyldest til forårets komme, fortæller kunstnerisk leder, Stinne Teglhus.

- De 25 kunstnere, der er med på udstillingen, glæder sig til at vise, hvad de har frembragt i nedlukningsperioden. Resultatet er blevet en blomstrende og livsbekræftende udstilling med maleri, grafik, akvarel, bronze, træ, keramik, tekstil, en strikket corona-dagbog og hundredvis af ”strikkede skygger” i forårsglade farver. Medlemmer af Haveselskabet har pyntet op med blomster og nyudsprungne grene, som er drevet frem i den store sal på Kunstcentret, fortæller hun.

Coronaen har i den grad sat sit præg på optakten til udstillingen, og den har også fået en kunstnerisk kommentar, idet kunstneren Marianne Trenskow udstiller sin strikkede corona-dagbog.

- I alt har jeg således strikket 144 dage af coronanedlukningen, fortæller kunstneren. Af emner fra dagbogen kan nævnes dronningens udskudte fødselsdag, aflyste konfirmationer, sommer med lidt åbning, præsidentvalget i USA, jul med restriktioner og onlineundervisning.

- Intet har været for stort eller småt til at få en kommentar i dette mærkelige forgangne år, lyder det fra Mette Trenskow.

Normalt er påskeudstillingerne tilløbsstykker med flere tusinde gæster. På grund af restriktionerne må der højst må være 30 gæster ad gangen. Det vil man rent praktisk klare med et briksystem, der sikrer, at der aldrig vil være for mange på udstillingen, ligesom der vil være masser af sprit til rådighed. Cafeen er lukket.

De udstiller

Med på udstillingen er: Jane Ekstrøm, Vodskov, maleri. Lene Frederiksen, Hals. Maleri/ skulptur. Kai Glad, Vester Skerninge, akvarel. Kim Herholt Groth, Vodskov, maleri. Karin Lykke Groth, Vallekilde, Akvarel. Danny Heinricht, Gjøl, maleri. Jytte Høeg, Virum, bronze. Per Munch Johansen, Dronninglund, foto. Louise Lange, Aalborg, keramik. Jan Langthjem, Frederikshavn, maleri. Arne Møller Larsen, Aalborg, akvarel. Randi Laubæk, København, maleri. Henriette Lorenz, Rudkøbing, maleri. Søren Lyngby, Hirtshals, kendingskulptur/maleri. Adam Mowen, Vennebjerg, glas. Sisse Fog Odgaard, Hillerød, tekstil. Susan Vivi Sørensen, Hirtshals, glas. Inga Vestergård Sørensen, Amager, keramik/ grafik. Marianne Trenskow, Nørresundby, tekstil. Arnt Uhre, Aarhus, keramik. Malene Klint Vejlby, Svendborg, maleri. Henrik Woodpek, Sønderlev, træ. Katja Wunderling, Nürnberg, relief.

Som noget nyt vil Kunstcentret fremover invitere en kunstner indenfor som ”Månedens kunstner”. Den første af slagsen er den lokale kunstner, Elisabeth Asli, der er en god kending. Hun har tidligere deltaget i påskeudstillingerne på stedet og haft en separatudstilling i 2012.

Udstillingen ”Det spirer og gror” vises til og med søndag 2. maj.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu