Koncert i Hjallerup fik retrofølelsen frem i publikum
HJALLERUP: Der var gratis pizza fra stenovn tilsat en oplevelse med rockmusik af 'Den 7. søn' med Michel Belli som frontmand, da Hjallerup Musikforening i fredags tog fat på årets musikprogram.
Vejret var perfekt denne septemberaften med sol, skyfri himmel og 23 grader, så de fremmødte gæster kunne hygge sig på Kulturhusets terrasse med udsigt til den smukke park, alt imens 'Ny Standards' stenovn sendte velduftende røgsignaler, der fortalte, at ingen skulle gå sultne til aftenens koncert.
Godt mætte og tilfredse kunne publikum kl. 20.30 sætte sig til rette i de intime indendørs omgivelser med stearinlys på bordene, dæmpet belysning og et erfarent rockband.
- Jeg følte mig ofte i løbet af koncerten hensat til min studentertid omkring 1970, hvor Alrune Rod og Cream lagde bund til festerne, hvor lidt sjov tobak og nogle Blå Thor var standard, og hvor lydstyrke var afgørende for den gode oplevelse. De psykedeliske vinkler fra dengang iblandet den gamle ulv Peter Bellis fanden-i-voldske ungdomsoprør og skarpe nasale stemme var pludselig lyslevende i salen. Det var den følelse, der ramte mig som en hammer, sagde en af gæsterne og fortsatte:
- Helt som for 50 år siden var lydtrykket voldsomt, men det hører jo til den slags musik, at man lukker øjnene og lader musikken overtage kroppen.
Et begejstret, men lidt reduceret publikum kvitterede for musikken med krav om ekstranumre, hvilket blev efterkommet.