Købmand-Thomas hædret for sin indsats
DRONNINGLUND: For femte gang uddelte Dronninglund Rotary Klub sin erhvervspris, der gives for en initiativrig og dynamisk lokal erhvervsindsats samt til en virksomheds- eller erhvervsleder, der har ydet en særlig indsats, og som lever op til Rotarys formål og værdigrundlag.
Den/de pågældende skal således gøre en forskel i lokalsamfundet og være en succeshistorie inden for et eller flere områder som vækst, uddannelse af elever, socialt ansvar og miljøansvar.
Uddelingen foregik ved et arrangement på Hjørnet i Dronninglund, og det var sidste års vinder, Brian Sørensen, der afslørede vinderen, begrundede tildelingen og overrakte diplom og kunstgave.
- Vinderen er Thomas Nymann Geller, sagde han, hvorefter der blev klappet kraftigt som sikkert tegn på, at det var den rigtige vinder.
- Thomas har været købmand i Asaa i mere end 20 år og har mere end 30 ansatte, hvoraf mange er ungarbejdere fra byen og omegnen. Han har gjort SPAR Asaa kendt viden om for de gode ja tak tilbud, som folk kommer langvejs fra for at hente og samtidig gøre en handel også hos andre butikker i byen. Der er til stadighed udvikling i gang i eller udenom butikken, og om fredagen er der altid en fest i butikken med masser af kunder, gode tilbud og en pølsevogn, sagde Brian Sørensen og fortsatte med at opremse nogle af de ting, Thomas er involveret i. Det gjaldt bl.a. den flotte julebelysning, der kan måle sig med Sallings i Aalborg, og hans fyrværkerishow.
Kulturdynamo i Asaa
- Han er en vigtig kulturdynamo, der sammen med andre arrangerer koncerter i præstegårdshaven og i hallen. Som formand for borgerforeningen står han for det årlige hestevæddeløb, som til næste år kan fejre 100-års jubilæum, ligesom han står for fastelavnsfest, julefest på torvet og sankthansfest på væddeløbsbanen. Han har også sit eget lille kulturhus på torvet, hvor flere foreninger holder møder, og for kort tid siden er der kommet en filial af Dronninglund Lægehus, så der nu igen er en læge i byen. Han tager sig også tid til dykning i dykkerklubben, som han er stifter af og formand for.
- Man kunne fortsætte, for listen er lang, men til sidst skal det nævnes, at han også får tid til at tage sig godt af sin store familie, som han ynder at tage med til deres fristed i Sverige, sagde Brian Sørensen, hvorefter Thomas blev kaldt på scenen for at blive hyldet som modtager af erhvervsprisen.
Overvældet og glad
- Jeg er totalt overvældet over, at det blev mig, der fik prisen, sagde Thomas i sin takketale.
- Når man går i sin egen lille verden, er en sådan påskønnelse enorm. Det kunne ikke lade sig gøre, uden at jeg havde min kone, Jeanette, ved min side, og det kunne ikke lade sig gøre uden mine medarbejdere. Man skaber ikke sådan noget, hvis man ikke har den rigtige stab bag sig. Det har jeg, og det gør, at jeg kan involvere mig så meget i Asaa by, som jeg gør. Jeg elsker byen og brænder for den. Jeg håber, jeg kan fortsætte mit arbejde i mange år, og denne pris er medvirkende til, at jeg kan holde ud lidt endnu. Den giver mig lyst til at give den en ekstra skalle, sagde den glade prismodtager, der udover æren modtog en vase skabt af keramiker Bent Christensen, Melholt.
Der var i alt syv personer og virksomheder indstillet til prisen, og de var alle blevet vurderet af en priskomité bestående af syv personer med borgmester Mikael Klitgaard og erhvervschef Marianne Gade i spidsen.
Inden prisoverrækkelsen var der et spændende foredrag ved direktør Jens William Larsen om virksomheden Polyteknik A/S, der i øjeblikket opfører ny fabrik ved Hjallerup.