Billede beskrivelse

Kajsa vil være bedre end sine forældre

31. maj 2023 kl. 13.18

Det 17-årige badmintontalent Kajsa van Dalm fra Brønderslev har en ambition:

Hun vil være bedre end sin mor, Mette van Dalm, som vandt bronze ved VM i badminton i 1999, og sin far Quinten van Dalm, der vandt bronze med det hollandske landshold ved EM i 2000.

- Jeg går efter at blive verdensmester – eller måske olympisk mester, fortæller datteren nu.

Hun har derfor indgået en sponsoraftale med Sparekassen Danmark i Brønderslev, oplyser banken i en pressemeddelelse.

Syv træninger om ugen

Kajsa van Dalm kommer ikke sovende til sine flotte resultater, der tæller flere DM-medaljer på CV’et.

Hun går i 1.g i en eliteidrætsklasse på Handelsgymnasiet Aalborg, hvor badmintontræning er en del af hendes skoleskema.

Almindeligvis bliver det til syv gange træning om ugen. 

Kajsa van Dalm er vokset op med badminton hos Brønderslev Badminton Club, men spiller nu på Aalborg Tritons elitehold i 1. division.

Ved DM for ungdom i april i år blev hun i øvrigt kåret som årets U17-spiller i Danmark.

Hun er derfor udtaget til U17-landsholdet, og et af hendes mål på vej mod toppen er at blive en del af Badminton Danmarks Nationale Elite Træningscenter i Brøndby. 

Her træner de bedste danske badmintonspillere til dagligt, blandt andre hendes fætter, Magnus Johannesen, der ligger som nummer 36 på verdensranglisten for mandlige senior-spillere.

Badminton-talentet ligger altså i generne, men at folde talentet helt ud kræver, at Kajsa van Dalm træner målrettet og deltager i turneringer både i Danmark og i udlandet. 

Det har Sparekassen Danmark nu givet det unge Brønderslev-talent økonomisk opbakning til.

Se også
Nordjysk fotograf fangede øjeblikket, da ilden blev tændt i Tom K - æren for det fik han ikke
Se også
Mikkel Hansen bryder tavsheden
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste