Kaj startede som markedsfrivillig for 40 år siden
HJALLERUP: Med et besøgstal på omkring 200.000 gæster ligger der dels et stort forarbejde og dels et enormt arbejde i de tre dage, markedet kører. Det kræver mange hænder, og netop den del med at aktivere byens borgere har man altid været god til i Hjallerup. Der flytter ikke en ny borger til byen, uden at vedkommende inviteres med i arbejdet på markedet og dermed i det fællesskab, det giver.
Det har gennem årene båret frugt, så man hvert år kan trække på omkring 2.000 frivillige, der påtager en eller flere vagter inden for de mange forskellige udvalg.
Det er markedsudvalget, der står for det overordnede og koordinerende arbejde, og her er man meget opmærksom på, at der hele tiden skal nye folk ind, og at man skal passe godt på dem, man har.
Når medlemmerne af markedsudvalget stopper, glemmes de ikke. Hvert år under markedet inviteres de til en hyggelig frokost, hvor der udveksles minder, anekdoter og gode grin.
Blandt de mange tidligere medlemmer af markedsudvalget er Kaj Gindesgaard fra Hjallerup. Han sad i markedsudvalget i 80-erne og 90-erne.
Kaj startede i 1984
- Jeg startede med at stå i baren for 40 år siden, husker han. Senere kom han i PR-udvalget.
- Det gjorde jeg i 1988. Det var den tidligere brugsuddeler, Frede, der vidste, at jeg gik meget op i musik, og det havde han ret i. Jeg sagde ja til at være med. Her sad jeg så sammen med Per Holmsberg i seks år. Dengang havde vi jo ’Højen’ med stor udendørs scene, og den skulle fyldes op med musik. Vi startede faktisk med Kim Larsen og havde en række meget kendte kunstnere. Jeg husker Johnny Madsen og Lars Lilholt, og der var mange flere. Vi havde store navne for at tiltrække mange mennesker. Det var dyrt, og jeg husker, at vi blev kritiseret for, at vi brugte lidt for mange penge på underholdning. Vores ønske var at få fat på de yngre, så man ikke tabte ungdommen og gjorde markedet til et sted, hvor det kun var ældre, der kom. Jeg husker det som en sjov tid, men også en travl tid, siger Kaj, der bestemt ikke har fortrudt, at han brugte mange timer på markedet.
Tidskrævende arbejde
- Det er faktisk et stort arbejde. Ikke bare i PR-udvalget, men i alle udvalg. Markedet er ganske vist kun på tre dage, men der skal det hele klappe og køre, og det kræver forberedelse. Alt skal fungere, og det gør det jo heldigvis stadigvæk. Man er dygtig til at få folk til at komme år efter år samtidig med, at der kommer nye til. Det er vigtigt. Der skal hele tiden være en fornyelse, for vi ved, at nogle falder fra, og så skal der være nye til at tage over. Det har man været god til i Hjallerup, siger Kaj Gindesgaard.
Tradition og fornyelse
Markedet bygger på traditioner, der helst skal videreføres med enkelte fornyelser og ændringer. Man ved, at mange gæster trofast møder op hvert år. Derfor skal markedet være genkendeligt og samtidig følge med tiden.
Højen er nu nedlagt, for den krævede for store navne og dyre bands, og så fyldte den ret meget.
- Scenen var jo udendørs, og det er altid godt med udendørs underholdning i tørvejr, men regnen kan ødelægge meget. Hvis vi så havde købt et stort navn, og der ingen kom på grund af vejret, så var pengene spildt. Derfor var det helt rigtigt, at den blev nedlagt, siger Kaj, der har mange minder fra tiden i PR-udvalget.
Jodle Birge smidt ud af TV program
- Det var, mens jeg sad i udvalget, vi startede samarbejdet med ANR, og det er så blevet videreført og udbygget i tidens løb. Jeg husker også, at da TV2 startede i 1988 med at sende, ønskede de at sende direkte fra markedet. De ville lave et underholdningsprogram i teltet og sende det direkte. Det var første gang, den nye kanal sendte underholdning direkte. Hans Pilgaard var konferencier, og Jodle Birge skulle være med. Om eftermiddagen skulle der være generalprøve, men den ønskede Jodle Birge ikke at deltage i med det resultat, at han ikke kom med i den direkte udsendelse. Det blev han lidt sur over, men vi havde nu et fint samarbejde med den populære sanger, der underholdt på markedet i mange år. Jeg har masser af sjove anekdoter, for selv om det var hårdt, så var det også sjovt, og jeg vil nødigt have undværet de år som frivillig på markedet, slutter Kaj Gindesgaard, der ikke længere er frivillig, men gerne møder optil markedet hvert eneste år.