Mennesker

Kaj fylder 80 år: Møder på sin fabrik hver dag

19. december 2021 kl. 17:55

Han fylder 80 år om kort tid, men det er bestemt ikke ensbetydende med, at han agter at sætte sig ned i sofaen og nyde sit otium. Det kunne Kaj Olesen, indehaver af maskinfabrikken Frem i Agersted, ikke forestille sig. Han møder op i sin fabrik hver dag og arbejder med det, han har gjort hele livet. Han er smed og arbejder med jern. Tidligere var her 16-17 mand, men nu er han ene i de store værksteder, men opgaverne strømmer fortsat ind.

- Jeg har det godt med at gå her alene, så bestemmer jeg selv tempoet, siger han.

- Jeg bestemmer selv, hvor meget jeg vil lave. Jeg tager det stille og roligt. I sommer havde jeg dog en ordre på 43 skibsluger, der skulle til Estland. Det var et større projekt, men det gik nu fint, fortæller Kaj Olesen, mens vi går rundt på fabrikken, hvor der overalt står store maskiner.

Fluefangere og vaskebrætter

Fabrikken startede helt tilbage i 1923, hvor bedstefaren købte en lille ejendom i Agersted. Her begyndte han at fremstille fluefangere og remvoks og lidt senere vaskebrætter.

- Han rejste rundt i landet med tog og solgte sine varer. Når han rejste rundt, kunne han jo lige så godt tage andre varer med. Han kom i kontakt med en mand i Sæby, der fremstillede bageovne, der kunne sættes over en primus. Dem kunne han sælge mange flere af, end de kunne producere i Sæby. Så fik min bedstefar tilladelse til også at lave bageovne, og på den måde kom han i gang med den produktion, der virkelig blev en succes. Der blev produceret rigtig mange, og min bedstefar tjente gode penge. Jeg kan huske, at den først i 50-erne kostede 38 kroner i udsalg. Vaskebrætter blev lavet helt frem til midt i 50-erne, husker Kaj Olesen.

Efter bedstefarens død, overtog Kajs far fabrikken, og i 1973 var det så Kaj, der overtog styret.

Når firmaet i 2023 fejrer 100-års jubilæum, kan han fejre 50-års jubilæum som leder. På trods af at han på årets sidste dag fylder 80, agter han at fortsætte og holde jubilæum.

Plads til den lille virksomhed

- Der er heldigvis stadig arbejde til en lille virksomhed som min. Jeg laver en del skibsdøre, og her har jeg den fordel, at jeg som et lille firma kan lave en enkelt dør efter mål. De store firmaer skal jo helst lave 100 eller flere af samme slags, før de vil sætte maskineriet i gang. Det behøver jeg ikke, siger han.

Det er tunge sager, der produceres. En skibsdør vejer nemt 3-400 kg, for det er altid døre, der skal bruges til noget specielt.

- Jeg har heldigvis kraner, så det kan jeg nemt klare. Jeg har altid haft et godt helbred. De senere år har jeg dog haft lidt ondt i armene om morgenen, men når jeg først kommer i gang, så går det jo. Jeg har ikke haft behov for nye hofter og den slags. De er 80 år gamle og fungerer fint, men jeg kan godt mærke, jeg ikke er 70 år mere, påpeger han.

Hans næste store opgave er en dør til Götatunellen i Sverige. Den skal leveres i januar. På spørgsmålet om de ikke har en smed i Sverige, der kan lave en sådan dør, svarer han med et stort smil:

- Der er nok ingen så dygtig som mig.

Ordrerne kommer ind, uden at han foretager sig noget. Han har ingen annoncer og den slags

- Svenskerne henvendte sig til et entreprenørfirma i København, som jeg tidligere har arbejdet sammen med, og de pegede så på mig. Sådan får jeg tit opgaver gennem firmaer, jeg har arbejdet sammen med, fortæller han.

Nej til visse opgaver

Kaj Olesen påtager sig gerne nye ordrer, men der er dog nogle, han siger nej til.

- Jeg blev ringet op af en mand, der skulle bruge nogle døre, der skulle kunne holde til et stort vandtryk. Det kunne jeg sagtens klare, men da de først skulle leveres om 5-6 år, sagde jeg nej. Det turde jeg på grund af min dåbsattest ikke binde an med, forklarer han.

På sit kontor har Kaj Olesen billeder af fabrikken gennem tiderne og tegninger af meget af det, fabrikken har produceret. Han ønsker sig dog ikke tilbage til de gode, gamle dage.

- Når jeg ser tilbage, er de seneste 20 år nok de bedste, vi har haft. Der er kommet en masse hjælpemidler som computer, smartphone og mail. Jeg forstår ikke, at mange i min alder ikke vil røre ved den slags. Der kommer hele tiden nye ting, og hvis man ikke følger bare en lille smule med, bliver man hægtet af, lyder det fra Kaj Olesen, der er tredje generation i firmaet Frem.

Ingen fjerde generation

Der kommer ikke en fjerde generation, og han har han affundet sig med, at firmaet lukker med ham.

- Det har jeg accepteret. Vore børn arbejder alle med andre ting og har ikke lyst til at tage over. Hvis der ikke kommer en person, der vil købe firmaet til en billig penge, ja, så lukker firmaet. Sådan er det, men jeg vil godt have jubilæet med, siger Kaj Olesen, der ud over arbejdet på fabrikken har en række planer for fremtiden.

I februar tager han således med konen til Svalbard. Når vejret bliver bedre, skal han på landevejen med sin elskede Nimbus fra 1949. Det sker sammen med de øvrige medlemmer i Sæby Nimbusklub. Først skal han dog lige have produceret den store jerndør til Götatunnellen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu