Billede beskrivelse

Jubilæumsstævne trodsede regnvejret: Køreforening fejrer 50 år

15. juli 2024 kl. 10.29

HJALLERUP: Vendsyssel Køreforening, der holder til på Holtegaard øst for Hjallerup, har efterhånden eksisteret i 50 år, og det blev fejret ved et kørestævne på kørecentret, hvor foreningen i dag råder over nogle af Danmarks flotteste baner. 

For at markere jubilæet havde køreforeningen inviteret alle til et kørestævne. I invitationen hed det bl.a., at hvis man var til fart og spænding, et godt brystparti, smukke bagdele, smidighed, mange hestekræfter, så burde man møde op.

Det var der en del, der gjorde, men stævnet fandt uheldigvis sted den lørdag, hvor det på forhånd var blevet meldt ud, at vi ville få et af de kraftigste regnvejr i mange år.

Nu er hestefolkene ret seje, så man valgte naturligvis at gennemføre efter planen. Heldigvis kom der ikke så meget regn, som man frygtede, og stævnet kunne gennemføres i nogenlunde vejr.

- Hestevognskørsel er desværre lidt i tilbagegang i disse tider, kunne foreningens formand, Anne Grethe Nørgaard, fortælle.

- Det er især konkurrencekørsel, der er i tilbagegang. Vi kører efter nogle reglementer, der gør det sværere og sværere at være med og gør det nødvendigt at have dyre heste og vogne, så det er blevet en dyr fornøjelse.

Til gengæld er der flere, der kører hyggeture i naturen. Dem arrangerer vi også en del af i foreningen rundt om i Vendsyssel, og det er populært, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Børn og heste er et godt match

- Mange børn lever en lidt stresset hverdag og har måske dårlig kontakt til deres følelser. Når de så får lov til at møde en hest, der står og snuser til dem, puster på dem, og de kan mærke den, så sker der noget. Bare det at stå og kæle lidt med den, gør noget ved dem. Børn er meget sensitive. Jeg var selv lidt af et ensomt barn, men jeg var så heldig, at en nabo havde nogle heste, som han gik og hyggede sig med. Jeg kom til at gå en del hos ham og fik interesse for heste, fortæller Anne Grethe. 

- Jeg købte min første hest for mine konfirmationspenge. En hest er som en hund. Den er klar hver gang, man kommer ind i stalden, og den var min bedste ven. Jeg har haft med heste at gøre, siden jeg var 12. Jeg red meget, også hestevæddeløb. Senere fik jeg en frederiksborger og fik at vide, at det er en kørehest. Jeg kunne godt se det smarte i at køre, for dengang havde vi små børn. Vi havde også en gammel jumpe til at stå. Den fik vi sat i stand, og jeg fik hjælp til at køre hesten til, og så kørte vi ellers rundt i vores jumpe. Børnene elskede det. Så kom jeg i foreningen. I første omgang som hjælper og er nu formand, fortæller Anne Grethe, der videre oplyser, at foreningen i dag har 102 medlemmer.

Billede beskrivelse

- Det er desværre en tilbagegang, men vi gør hele tiden meget for at få flere medlemmer og for at gøre opmærksom på kørsel med heste. Der er så mange ting, man kan prøve, og der kommer hele tiden nye ting til. Noget af det nye er tømmertræk. Det er meget populært. 

Som navnet antyder, er det i virkeligheden at få hesten til at trække tømmer ud fra skoven. Det har man så forfinet og lavet en række øvelser, hvor hestene skal lave forskellige ting med stammen. Det handler både om lydighed og styrke, og det er sværere, end det ser ud til. 

- Jeg underviser meget, og noget af det første, jeg fortæller kursisterne, er, at man skal have kontrol over hesten. Det er ikke den, der skal bestemme. Jeg ser tit, når en kursist kommer med sin hest, så er det hesten, der bestemmer det hele. Hvordan den vil ud af traileren, og hvad der så skal ske. Det går ikke, for så bliver det op ad bakke.

Billede beskrivelse

Konkurrencer om formiddagen, sjov og hygge om eftermiddagen

Ved jubilæumsstævnet i lørdags var formiddagen afsat til konkurrencer med dressur og keglebane.

- Det er svære discipliner, men i virkeligheden er der er ikke noget, der er nemt. Det skal bare se nemt ud. Det er det, der er kunsten. Lettere er det med den traditionelle kørsel, som vi sluttede stævnet af med. Her skal kusken præsentere vognen og sørge for at klæde sig på, så det passer til stilen. 

- Jeg deltog med min shetlænder og havde mine to børnebørn med. Det er hygge med et indlagt konkurrencemoment. Det er bl.a. på den måde, vi kan holde fast i de gamle traditioner og bevare glæden og interessen for hestevognskørsel, siger formanden for Vendsyssel Køreforening, Anne Grethe Nørgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste