Johnny Olesen får endnu en pris og 25.000 kr. til sit utrættelige arbejde
Dannebrog og Ordensfanen vajede over Serapions-ordenens markante bygning på Vivaldisvej 4 i Brønderslev lørdag den 23. marts.
Solen skinnede, og der var trængsel på parkeringspladsen, skriver Serapions-ordenen i en omtale.
Indenfor var der linet op til fest. Det var en stor dag og en stor begivenhed, der skulle udspille sig den lørdag i marts. Serapions-ordenen havde henlagt tildelingen af ordenens store pris – Serapionsprisen – til Brønderslev, hvor Ordenens sekretariat også ligger, og prisen gik i år til en af Brønderslev kommunes store ildsjæle – Johnny Olesen fra Hjallerup.
Han var – efter indstilling fra Ordenens loge Veritas i Aalborg – blevet udvalgt blandt flere andre til at modtage prisen.
Inde i logesalen bød Ordenens Stormester velkommen til en fyldt sal – en sal som undtagelsesvis var blevet åbnet for andre end logens brødre, men dog kun på klem, som han sagde. Logemødernes ritualer var fortsat reserveret logebrødrene.
Det var ordenens øverste ledelse – Storlogerådets 5 brødre, der præsiderede, og på skift orienterede de om Ordenens historie – dens formål og dens udbredelse samt historikken og symbolikken bag Serapionsprisen. Den - fik man at vide – består af en bronzefigur udført af den frederikshavnske billedkunstner Paul Erland forestillende tre fugle, som sidder med vingerne omkring hinanden – næb mod næb, og symbolikken er tydelig – omsorg for hinanden er grundtanken i al ordensarbejde, hvilket i den grad også kendetegner Johnny Olesens arbejde. Med statuetten følger et beløb på 25.000 kr., som modtageren er forpligtiget til at bruge i det arbejde, der har betinget hans modtagelse af prisen.
I sin motivering for tildelingen af prisen fremhævede Stormesteren Johnny Olesens fantastiske virke i arbejdet med at indsamle midler til Julemærkehjemmet i Hobro. Han fremhævede Johnnys menneskelige egenskaber – hans omsorg og bekymring for børn og unge, der har det svært, og han fortalte bl.a. om Johnnys svømmetur rundt om Vendsyssel – en bedrift der indbragte ham titlen som Årets nordjyde i 2020 – samt og ikke uvæsentligt et større kontant beløb. Alene sponseringen af de 50 par badebukser, som Johnny brugte på turen indbragte 50.000 kr.
At Johnny er en ildsjæl ud over det almindelige, fortalte borgmester i Brønderslev Mikael Klitgaard i sin tale til modtageren, efter at han havde overrakt ham prisen. Han hyldede Johnny for hans indsats – ikke kun for arbejdet med indsamling til Julemærkehjemmet – men også i hans arbejde som byrådsmedlem og kollega med borgmesteren. Johnnys hjerte banker for børn og unge, sagde han. Han er et bemærkelsesværdigt menneske.
I sin takketale indrømmede Johnny, at det meste af det, der var sagt, nok var en smule overdrevet, men alligevel passede. Hans egen barndom med en til tider lidt vanskelig skolegang og problemer med vægten, fik ham som voksen sporet ind på tanken bag Julemærkehjemmene – og så så han sig ikke tilbage. Til dato er det blevet til ca. 2 millioner til hjælp til Julemærkehjemmet i Hobro, og han satser på, at det ikke er slut endnu.
Ved den efterfølgende reception i samlingslokalet lykønskede logemester i logen Veritas Claus Lunde Johnny Olesen med prisen og takkede Storlogerådet fordi, man nikkede ja, da Johnnys navn blev nævnt, og han takkede logen Caritas, fordi man havde åbnet dørene for arrangementet, da logen Veritas` egne lokaler på Ølgodvej 1 i Aalborg ikke var disponible.