Jesper ledte efter guldskatte og andre historiske ting
Man ved med sikkerhed, at der på højderyggen lige nord for Klokkerholm fra år 500 e.Kr. og 400 år frem har ligget et handels- og magtcentrum kaldet Stentinget. Området blev delvist udgravet i 1990, og her blev der gjort betydelige fund. Disse fund består hovedsageligt af smykker og vægtlodder, som i dag kan ses på Nationalmuseet.
Der er tale om en stor handelsplads, og flere arkæologer mener, at der kan gøres endnu flere fund. Derfor havde Vendsyssel Historiske Museum i søndags inviteret et korps af detektorfolk til at undersøge et område for at finde historiske efterladenskaber.
Der er altid en vis spænding forbundet med et sådant detektorrally på markerne ved Byrhøj, for man ved, at der på området har været en bosætning med bl.a. håndværkere og en handelsplads. Det er derfor sandsynligt, at jorden gemmer på flere historiske skatte.
Blandt deltagerne i dette års rally var Jesper Pilemand-Als fra Vennebjerg.
- Det er altid spændende at deltage i sådan noget, for man ved jo aldrig, hvad der kommer til at ske, sagde han.
- Vi ved, det er et historisk område, hvor der er muligheder for at finde gamle ting, men om det lykkes, ved man jo aldrig. Det er det, der gør det så spændende. Jeg har fundet noget, som arkæologerne skal kigge på. Umiddelbart tror jeg, det er noget fra en fibel, men om det er sølv eller hvad, kan jeg ikke se. Nu registrerer jeg fundet og markerer stedet, så tager arkæologerne over, og jeg går videre, sagde han, der havde sin bror Peter med.
- Jeg har gået med detektor siden 2016 og elsker det. Jeg har endnu ikke fundet noget af betydning, men dagen er lang, så det kan sagtens nå at komme. Det er altid spændende, sagde han, mens han gravede en genstand op af jorden, efter at detektoren havde givet lyd fra sig.
- Det er ikke noget. Det er noget jern fra et redskab og ikke ret gammelt. Det putter jeg i posen og fjerner det, for det skal jo ikke ligge her på marken, sagde Peter Als og fortsatte med at undersøge området sammen med de øvrige.