Jeannette har åbnet sit eget advokatfirma
De store, lyse lokaler, der indtil for seks år siden rummede en klinik for en lokal øjenlæge, er endnu gabende tomme, men der er ved at ske noget. I et af lokalerne står der således et mindre bord og et par stole. En reol rummer en kaffemaskine og en mikrobølgeovn. Her er advokat Jeanette Würtz i fuld gang med at etablere sin nye arbejdsplads. Der sker på adressen Slotsgade 88 i Dronninglund, og det var her, hun 1. september slog dørene op til sin nye advokatvirksomhed. Skiltet er allerede sat på det store hvide hus i Slotsgade.
- Det er gået lidt hurtigt, og møblementet er da også lidt sparsomt i øjeblikket, fortæller Jeanette Würtz.
- Jeg glæder mig til at få lokalerne på plads. Det hele er bestilt. Desværre er der lidt ventetid på levering, men i løbet af et par uger forventer jeg, det hele er på plads.
Når Jeannette valgte at etablere sig i Dronninglund, var det ingen tilfældighed.
- Jeg kunne slet ikke forestille mig at gøre det et andet sted. Der er tomme lokaler nok rundt omkring i byerne, men jeg bor i Dronninglund, mine børn er født her, og jeg er glad for byen, så derfor var valget ret let, siger hun, der startede som advokatfuldmægtig i advokatfirmaet Nielsen og Østergaard i Dronninglund for fire år siden.
- Det er en slags mesterlære, man skal igennem, før man kan starte for sig selv. Man skal til en række faglige prøver og bestå nogle prøver i retten. Jeg var så heldig at få mulighed for at få møderet for landsretten, mens jeg var fuldmægtig. Det får man kun efter at have bestået to prøvesager i landsretten, hvor man bliver bedømt. Det er rigtige sager med en vis volumen, som bedømmes af tre landsdommere, som ud over at bedømme sagen også bedømmer mig. Det var to civile sager, for jeg tager ikke straffesager. Det er tit økonomiske uenigheder, og det er også det, jeg især vil arbejde med fremover. I ni ud af 10 sager inden for dette område er der penge involveret, fortæller hun.
Egen virksomhed
- Tingene er ofte uhyre komplekse, og det er ikke al lovgivning, der giver mening. Jeg vil gerne have tid og rum, når jeg har en sag, så jeg kan få tingene gjort mindre komplekse for klienten. Det er vigtigt for mig. Tid er hele tiden en faktor, og det er vigtigt, at man bruger den bedst muligt til at kompleksitetsreducere over for klienten. Normalt forstår klienter ikke ret meget, når de kommer i retten, og det kan jeg sagtens sætte mig ind i, fordi det går så hurtigt. Det er mit ansvar at hjælpe dem, og det tager tid. Det er noget af det, jeg vil lægge vægt på, siger hun.
Jeanette var i mange år sekretariatsleder i psykiatrien. Det var i det arbejde, hun fandt ud af, at hun ville have en advokatuddannelse.
- Jeg har det godt med at hjælpe mennesker og gøre en forskel for samfundet og for den enkelte. Det kan være en person, der måske står ved en skillevej. Måske noget med børn, ægteskab eller køb af hus. Der er både positive og negative situationer, og her elsker jeg at kunne hjælpe. Vi har et helt unikt retssamfund i Danmark, og det er jeg glad for at være en del af. Nu har jeg etableret mig som selvstændig, men jeg er med i Ret & Råd-kæden med over 60 advokater med kontorer og mødefaciliteter i 30 byer over hele landet, så jeg står ikke helt alene.
Starter på næsten bar bund
- Da jeg efter lange overvejelser sagde op i advokatfirmaet i Dronninglund, hvor jeg var glad for at være, kunne jeg ifølge reglerne ikke arbejde der mere. Nu er det således i mit fag, at man har ret til at tage sine egne sager med sig, når man forlader et firma. Det betyder, at de kunder, der var i Nielsen og Østergaard på grund af mig, fik jeg med. Der var nogle store retssager, og de er svære for andre at overtage. Dem har jeg så arbejdet med, og der er kommet nye sager til, så det er gået over al forventning i de få uger, jeg har været i gang. Naturligvis er der lidt nerver på, for regningerne skal jo betales, men jeg føler, at jeg ligger i et smørhul. Der er kun to advokatkontorer i byen, og ellers skal man til Frederikshavn, Brønderslev eller Aalborg for at finde en advokat.
Tager ikke alle sager
- Det er vigtigt at kende sin egen begrænsning. Jeg vil ikke være bange for at sige til en klient, at det kan vedkommende få bedre hjælp til et andet sted. Det er jo også at hjælpe folk. Der er også sager, jeg aldrig vil røre. Det gælder f.eks. personskadeerstatningssager. Dem kommer jeg aldrig til at føre. Der er jeg simpelthen ikke dygtig nok. Skal man beskæftige sig med det, skal man ikke lave andet. Så indviklede er de sager. Mange ting er uhyre komplicerede, og man kan ikke alt. Heldigvis kan jeg trække på de andre advokater i kæden, og så har vi advokater i Nordjylland i øvrig et fint samarbejde. Selv om vi er konkurrenter, er vi også kollegaer, og vi kalder hinanden konkollegaer. Vi kan sparre med hinanden og henvise til hinanden, så jeg glæder mig til for alvor at komme i gang med arbejdet som advokat i Dronninglund, lyder det fra advokat Jeannette Würtz.