Jans værksted har fået vokseværk
Dronninglund Skadecenter APS, der gennem flere år har haft til huse hos Søndergaards Autolak på Karetmagervej, er kommet i den positive situation, at firmaet har så meget arbejde, at det er vokset ud af lokalerne og mangler plads.
- Det er jo en fantastisk situation, siger en glad virksomhedsejer, Jan Søndergaard Linderoth.
- Derfor flytter vi virksomheden til nye lokaler på Karetmagervej 18, hvor der bliver bedre plads til udbedring af folks trafikskadede biler. Vi har købt bygningen, hvor Thorkild Christensen i sin tid havde sine busser stående, og vi forbliver således naboer til vores dygtige maler og kan derfor fortsætte det gode samarbejde til glæde for alle vore kunder, fortæller Jan, der er uddannet karrosserismed og aldrig har beskæftiget sig med andet end trafikskadede biler. Han er manden, der kan hjælpe os, hvis vi har været så uheldige at køre på et rådyr eller fået en bule på en parkeringsplads.
- Vi laver alt det, der har med skader på karrosseri at gøre, siger Jan, der har drevet skadecentret i godt to år.
Reparerer 500 biler om året
- Jeg var skadechef hos Audi i Aalborg, men under coronaen begyndte jeg at spekulere på, om jeg kunne gå og reparere skader selv, og så startede jeg i det små og overtog Dronninglund Skadecenter. Jeg kan godt lide tanken om, at folk kan få lavet det lokalt frem for at skulle køre til Aalborg eller Frederikshavn.
Og de fleste af Jans kunder er da også lokale.
- Vi lavede 500 biler sidste år, så der sker mange skader. Vi tager os af både små og store skader fra udskiftning af en forrude til de helt store skader. Jeg kan godt lide, at vi reparerer frem for at kassere. Det er så moderne at snakke om miljø og bæredygtighed i dag, og her hos os reparerer vi bilerne i stedet for at kassere.
Mere og mere aluminium
I moderne biler er mange dele af aluminium, og det er anderledes at reparere end stål, som vi kender fra før.
- Det er lettere end stål, og vægten er jo alfa og omega for, hvor langt bilen kan køre pr. liter. Det betyder meget i dag, ligesom genbrug også er vigtigt. Vi vælger at lave meget i stedet for at købe nyt, fordi vi har remedierne til at kunne rette i stedet for at smide væk. Det kan vi gøre på en sådan måde, at vi kan stå inde for fabriksgarantierne på bilerne.
Mangler aldrig arbejde
- Vi har nok at se til. Vi er godt hjulpet af, at vi har rigtig mange rådyr, og vi laver næsten ugentligt rådyrskader. Det er ofte store skader, fordi den rammer snuden af bilen, og så går det hele bare i stykker. Rådyrskaderne er fine, men det er nu sjovere, når vi skal lave nogle store opretningsskader i stedet for. Det er der, vores håndværk kommer til sin ret, fortæller Jan.
- I de nye lokaler kan vi effektivisere vore processer i forhold til at kunne få en endnu hurtigere gennemgang, end vi kunne i de gamle lokaler. Vi har også fået det udstyr, vi skal bruge. Det kan ikke nytte noget, at vi lover kunderne, at vi kan reparere deres biler, og vi så ikke har udstyret til det. Så holder man kunden for nar. Det er dyrt, men nødvendigt siger Jan.
Jan Søndergaard Linderoth holder åbent hus i de nye lokaler d. 28. april.