Jannie og Pia fandt hinanden i et netværk. Nu samarbejder de om at hjælpe virksomheder
BRØNDERSELV: Kontoret i KarmaCompany i Brønderslev emmer af hygge. Genbrugsfund, unikke lamper og glasstager bidrager til en afslappet stemning, mens kontorhunden og friskbrygget kaffe skaber en hjemlig atmosfære.
I disse rammer er projektet ”Fra E til ESG” blevet født, og bag det nye initiativ står indehaveren af KarmaCompany, Pia Mikkelsen og indehaveren af JK Konsulentservice, Jannie Knudsen.
- ESG er ikke længere et valg – det er et konkurrenceparameter og en nødvendighed for virksomheder, der ønsker at tiltrække kunder, investorer og fastholde talenter. Vores mål er at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at gøre ESG til en konkurrence fordel, forklarer Pia Mikkelsen.
De to iværksættere mødte hinanden i februar gennem netværket, Erhvervs Kvinder. Udover at det har udviklet sig et venskab, har de også fundet professionelt fælles fodslag.
Deres mål er at klæde små og mellemstore virksomheder på til ESG-udfordringen (red.: Environment, Social og Governance som kan oversættes til at omhandle miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige spørgsmål.).
De bibringer hver deres styrker til det nye samarbejde. Jannie Knudsen sprang ud som selvstændig i foråret 2023 efter mere end 25 år som leder i blandt andet den offentlige sektor og konsulentvirksomheder.
Pia Mikkelsen har været selvstændig erhvervsdrivende i 15 år og har mangeårig erfaring indenfor salg.
Ved hjælp fra erhvervskontorerne i Aalborg, Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev og Jammerbugt Kommuner og Dansk Industri har Jannie Knudsen og Pia Mikkelsen nu fået udviklet et kompetenceudviklingsforløb, der skal hjælpe virksomhederne med at implementere ESG.
- Vi gør det på nordjysk - med en jordnær og praktisk tilgang sikrer vi, at deltagerne kan omsætte deres nye viden direkte i virksomhedens daglige drift. Hos os handler ESG ikke om flotte ord, som er glemt i morgen men om konkret handling, siger Jannie Knudsen.
Erhvervshus Nordjylland kan være behjælpelig med at gøre det økonomisk overkommeligt for virksomhederne at deltage. Forløbet er udbudt til 60.000 kroner, men via erhvervshuset er det muligt at søge om tilskud, så prisen lander på 9.000 kroner pr. virksomhed.
Det første forløb lanceres til foråret, og i første omgang henvender tilbuddet sig til private produktionsvirksomheder. Deltagerne skal gennem fire moduler, som faciliteres dels af Jannie Knudsen og Pia Mikkelsen og dels af eksterne oplægsholdere som for eksempel Christina Ørskov, direktør og ejer af Orskov Yard.
- Udover faglig viden giver forløbet mulighed for at indgå i et netværk med virksomheder fra samme branche og størrelse. Det betyder, at det er et forum, de efterfølgende kan drage nytte af i forhold til sparring og erfaringsudveksling, siger Pia Mikkelsen.