Jan gjorde det næsten umulige
Jan Schunck formåede for fjerde gang at få hole-in-one på golfbanen i Dronninglund
DRONNINGLUND: Det burde ikke kunne lade sig gøre, men det var netop det, golfspilleren Jan Schunck præsterede 16. april på banen i Dronninglund Golfklub. På banens hul 16 par 3 hul på 126 meter lykkedes det for fjerde gang for den dygtige golfspiller at få hole-in-one. Det er så usædvanligt, at det da vist må være en dansk rekord?
Til historien hører også, at da Jan lavede sit første hole-in-one på hullet, var han selv sponsor på hullet. De efterfølgende er lavet, hvor hans nuværende arbejdsgiver er sponsor.
Hole-in-one forekommer selv blandt professionelle temmelig sjældent, og det skal hver gang registres hos Dansk Golf Union, der herefter sender et diplom til den dygtige spiller.