Billede beskrivelse

Isabella og Maja læste 12 timer i træk ved læsemaraton

21. oktober 2024 kl. 19.01

BRØNDERSLEV: Opfattelsen af, at børn og unge ikke læser bøger, men kun ser TikTok og videoer på mobilen, passer ikke. I hvert fald ikke for den flok unge, der i fredags deltog i læsemaraton i Klokkerholm Hallen. 

Her havde Brønderslev Bibliotek inviteret børn og unge i alderen 9 til 16 år til læsemaraton. Det skete i forbindelse med, at foreningen 24 timer i Hjallerup havde arrangeret 12 timer i Klokkerholm, hvor der foregik en masse aktiviteter i hallen. Et af indslagene var læsemaraton, hvor deltagerne skulle forsøge at læse i 12 timer i træk fra kl. 10.00 til 22.00.

Billede beskrivelse

Man kunne medbringe sine egne bøger, eller man kunne låne hos biblioteket, der medbragte en stor stak bøger, så ingen risikerede at løbe tør for læsestof i de mange timer.

Blandt deltagerne var 13-årige Isabella.

- Jeg kan godt lide at læse og læser meget, fortalte Isabella, mens hun var i gang med et tyk bog med titlen ’Magisk Dreng’.

- Jeg læser næsten hver eneste dag og kan godt lide at sidde med en bog, fortalte hun, der især holder af ungdomsromaner og tegneserier.

Billede beskrivelse

- Jeg læser også hver dag, og det er næsten altid bøger, jeg låner på biblioteket, sagde 12-årige Maja, der også var opslugt af en spændende bog.

Læsningen foregik i et område midt i Klokkerholm Hallen med masser af aktivitet rundt omkring. Det generede ikke de ivrige læsere, der koncentrerede sig uden at bemærke alt det, der foregik rundt omkring dem. De sad alle behageligt i bløde og magelige sækkestole, og naturligvis var der også plads til pauser og snak, men da det jo gjaldt om at læse så mange sider som muligt, var pauserne små og korte.

Billede beskrivelse

Arrangementet 12 timer i Klokkerholm blev afviklet for at sætte fokus på og samle penge ind til Julemærkehjemmet i Hobro. Derfor var børnene på forhånd blevet opfordret til at lave aftaler med forældre, bedsteforældre, naboer eller andre i forhold til at være sponsorer. En aftale kunne være, at sponsoren betalte 20 kroner for hver 100 læste sider. Pengene blev doneret til organisationen 24 Timer i Hjallerup.

Det blev til mange sider i løbet af de 12 timer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste