Interessen for lystfiskeri er stigende: Har fået en del nye medlemmer
En række foreninger har under pandemien oplevet medlemstilbagegang, mens andre har fremgang. Til den sidstnævnte kategori hører Klokkerholm Sportsfiskerforening, der netop har fejret 40-års jubilæum.
- Vi har faktisk fået en del nye medlemmer på det sidste, så vi nu er oppe på 87, fortæller formanden, Torben Pedersen.
Blandt de nye medlemmer er Bjarne Klausen fra Hjallerup.
- Da jeg stoppede som lærer, skulle jeg finde på noget fornuftigt, og så tog jeg lystfiskeriet op igen. Jeg har ikke fisket, siden jeg var dreng, men jeg er glad for at være kommet i gang igen, fortæller Bjarne Klausen.
- Tidligere var der ikke tid til det, men det er der nu. Jeg troede, at jeg skulle starte fra nul, men har fundet ud af, at jeg skal starte under nul, når man står over for garvede fiskere som dem, der er medlem af foreningen. Bare det at kaste snøren ud skal jeg lære forfra, fortæller han.
Torben Pedersen understreger dog, at de er klar til at hjælpe og lærer gerne fra sig. Fiskeri er en social sport. Selvfølgelig gælder det om at fange fisk, men de 50% er hygge og samvær, påpeger formanden.
Det kan Bjarne Klausen nikke bekræftende til.
- Jeg har også oplevet den hjælpsomhed, der er blandt fiskere. Står man ved en strand og ikke har det rigtige grej med, er der ikke én, der vil låne mig udstyr. Der er fem eller flere, fortæller han.
Det gode sammenhold blandt lystfiskere betyder også meget for formanden.
- For mig er fiskeri meget afstressende. Efter en dårlig dag på job er det fantastisk at komme ud med fiskestangen og møde andre med den samme hobby. Heldigvis er interessen for fiskeri stigende her efter coronaen. Det gælder især seniorer. På landsplan er der kommet 100.000 flere. Der kommer også unge, men der er vi i skrap konkurrence med mange andre ting, påpeger formanden.
En billig forening
- Vi er meget billige, fordi vi ikke er medlem af Dansk Sportsfiskerforbund. Vi har lavet en aftale med forbundet om, at vi må være familiebaseret, så hver familie bare skal tegne et abonnement. I forbundet skal hver og en tegne abonnement. Derfor er vi meget billigere og kan holde kontingentet på 250 kroner om året. En del af pengene går til udsætning af fiskeyngel. Vi har tidligere sat en del fisk ud, men under coronaen har jeg haft problemer med at finde ud af, hvorfra jeg kan skaffe ålene. Normalt har vi sat ørreder ud, og det vil vi nok starte på igen og det samme med ål. Der er dog ål i søen. Sidste år fangede vi ål på over 800 gram både i Dronninglund og Klokkerholm. Den største, der er fanget i Dronninglund, er på 2,1 kilogram. Så der er ål. Det er bare et spørgsmål om at lokke dem, fastslår Torben Pedersen.
I anledning af jubilæet vil der i forbindelse med ålekonkurrencer 6. august i Øster Mølle i Dronninglund og i Klokkerholm Møllesø 13. august være gratis fiskeri i to afdelinger. Fra klokken 13.00 til 17.00 er det kun for børn under 13 år og fra klokken 18.00 til 23.00 for juniorer og seniorer. Der vil være præmier til de tre største fisk i børnekonkurrencen begge dage og præmier til de fem største ål for de øvrige. Man kan dog kun vinde en præmie per dag. Man tilmelder sig på stedet, og eneste krav er et gyldigt statstegn, som skal forevises på dagen af alle mellem 18 og 65 år.
Foreningen vil på dagen servere en grillet pølse med brød og en øl/sodavand.