
Inger Møller Nielsen genvalgt som formand for Danske Ældreråd
BRØNDERSLEV: Inger Møller Nielsen er blevet genvalgt som formand for landsorganisationen Danske Ældreråd uden modkandidat.
Det skete på Danske Ældreråds repræsentantskabsmøde 3. maj, hvor flere end 400 repræsentanter fra landets 98 ældreråd var samlet.
Inger Møller Nielsen er til daglig formand for Ældrerådet i Brønderslev Kommune - og har været formand for Danske Ældreråd siden 2021.
- Jeg er glad for tilliden og ser frem til at fortsætte arbejde med, at Danske Ældreråd sammen med landets ældreråd bidrager konstruktivt til forbedringer på ældreområdet. Vi kommer blandt andet til at arbejde for plejehjemsråd på alle plejehjem. Og vi kommer til at arbejde for, at frisættelse af ældreplejen har fokus på at sætte den enkelte ældre borger fri mere end den enkelte kommune, fortæller Inger Møller Nielsen.
På repræsentantskabsmødet skulle der samtidig vælges næstformand. Det blev Flemming Tejmers fra Seniorrådet i Vordingborg Kommune. Flemming Tejmers har været medlem af Danske Ældreråds bestyrelse siden 2019 og næstformand siden 2021.
Danske Ældreråd er landsorganisation for de 98 folkevalgte ældreråd i kommunerne og varetager deres interesser over for regering, Folketing og centrale samarbejdspartnere.
Hertil arbejder Danske Ældreråd for at styrke og videreudvikle ældrerådene i deres lokale virke og for en ældrepolitik, der bidrager til, at alle ældre kan få et godt liv.