Billede beskrivelse

Inger er genvalgt som formand

09. januar 2026 kl. 06.00

BRØNDERSLEV: Det nye Ældreråd i Brønderslev Kommune har med indgangen til det nye år påbegyndt sit arbejde og har allerede holdt sit første møde, hvor vedtægter og forretningsorden blev godkendt. 

Det har også konstitueret sig, og den tidligere formand, Inger Møller Nielsen, er genvalgt som formand de næste fire år.

Der er seks nye medlemmer i Ældrerådet, og det betød naturligvis rokeringer på forskellige poster. Der er således udskiftning på næstformandsosten, idet Finn Krogsgaard fra Dronninglund er ny næstformand, hvor det i foregående periode var Jonna Råsted, der sad på den post.

- På Ældrerådet møde blev de forskellige poster fordelt blandt medlemmerne. Vi har et plejehjemsråd på alle plejehjem, og i dem har Ældrerådet sæde. Derudover er det vigtigt, at Ældrerådet følger de forskellige politiske udvalg ved at læse dagsordener og referater. Det er en opgave, vi fordeler imellem os, forklarer Inger Møller Nielsen og fortsætter:

- Ældrerådet har en stor opgave i at være så bredt funderet som muligt, så vi kan være et rigtig godt talerør for vore ældre borgere. Når vi er kommet godt i gang med arbejdet, vil vi aftale, hvilke emner og opgaver vi gerne vil tage fat på. Helt naturligt kommer implementeringen af den nye ældrelov til at fylde meget. Det samme gør den nye sundhedsreform, som skal igennem et prøveår i 2026 og fuldt implementeres i 2027. Der venter Ældrerådet et meget spændene arbejde, og vi går ydmygt til opgaven, idet vi ved, det har stor betydning for alle ældre borgere, at vi kan leve et værdigt ældreliv med stor livskvalitet, siger Ældrerådets genvalgte formand.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste