Billede beskrivelse

Iman er ny frisør og kosmetolog i byen

28. juli 2023 kl. 08.43

Frisørsalonen på Slotsgade 62 i Dronninglund har skiftet navn og ejer. Nu hedder den Immi Beauty Style og drives af frisør og kosmetolog Iman Poul Mikka. Hun overtog salonen 1. juni og tilbyder herre- og dameklip samt alt inden for det kosmetiske.

- Den tidligere ejer havde brug for en medhjælp i salonen, da hun fik tvillinger. Gennem fælles bekendte fik hun kontakt til mig og spurgte, om jeg ville hjælpe. Det ville jeg gerne, men sagde også, at det kun blev en kort periode, fordi jeg bor i Pandrup. Desuden ville jeg gerne have min egen salon, fortæller Iman.

Hun startede ved juletid og af forskellige grunde overtog hun salonen 1. juni. Hun er uddannet frisør fra Irak, hvor hun er født og opvokset. Hun har efterhånden boet i Danmark i 22 år og er dansk statsborger, så hun kender landet og taler sproget.

Billede beskrivelse

- Jeg elsker dansk kultur og sprog. Jeg har boet 22 år i Irak, og der var varmt. Vi manglede regnvejr og kulde. Det får jeg her, og det er bedre end den voldsomme varme.

Har altid arbejdet

Hun fortæller, at hun har arbejdet hele sit liv og aldrig været arbejdsløs. Da hun kom til Danmark, uddannede hun sig til kok og havde egen grill- og pizzabar i Nørresundby i otte år.

- Jeg har prøvet mange ting. Jeg elsker at være selvstændig. Jeg har altid været god til at udvikle min arbejdsplads, så det går godt. Det gør det også i Dronninglund. Jeg har mange tilfredse kunder. Når de er glade, er jeg også glad, siger hun.

I sin salon tilbyder hun klipning af både damer og herrer. Hun er desuden uddannet kosmetolog, så hun kan også tilbyde alt inden for dette fag.

Billede beskrivelse

- Her har der endnu ikke været så mange kunder, men de begynder også at indfinde sig. De skal lige finde ud af, at det kan jeg også, fortæller hun.

Aldrig været i byen før

- Jeg elsker at være her. Det er hyggeligt at snakke med folk, og jeg er begyndt at kende byen. Jeg havde aldrig været i Dronninglund, før jeg begyndte at arbejde, men det er en hyggelig by. Jeg bor ganske vist langt væk, men jeg er vant til at køre langt, og det generer mig ikke. Jeg nyder at være her, og kunderne er søde, så jeg befinder mig godt. Det har været en god oplevelse at komme til Dronninglund. På den lange køretur slapper jeg af og nyder naturen. Jeg elsker den danske natur. Jeg kommer fra det nordlige Irak, og her er det varmt om sommeren, men koldt om vinteren. Vinteren er næsten som i Danmark. Det sner også, men ikke så meget som her. Vinteren i Danmark er også længere og mørkere, men det klarer jeg, siger hun og fortsætter:

- Jeg er glad for min salon i Dronninglund. Den ligger perfekt midt i byen med gratis parkering tæt ved. Det betyder meget, for skal en kunde have den store behandling, tager det nemt op til tre timer eller mere, slutter Iman Poul Mikka.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste