Hyggelige efterårsdage på Dorf Møllegård

30. oktober 2021 kl. 06.00

I efterårsferien var der traditionen tro masser af aktiviteter for børnene. På Dorf Møllegård kunne man således blive bragt tilbage til den tid, da oldemor var en lille pige. Børnelivet var meget anderledes, end det er i dag. Dengang gik mange børn kun i skole hver anden dag, fordi de også skulle arbejde hjemme på gården. Efterårsferien kaldte man for kartoffelferie på landet. Børnene skulle have fri fra skole, så de kunne hjælpe med at få kartoffelhøsten i hus.

Interessen for at opleve livet, som det var i gamle dage for tre generationer siden, er stor, og mange kiggede indenfor i Dorf Møllegård, der giver et perfekt billede af den tid. Samtidig var der en række aktiviteter for børnene. De kunne således lave figurer af kastanjer. Det er en gammel leg fra den tid, hvor man ikke havde legetøj.

Børnene kunne desuden være med til at finde den forsvundne gårdnisse, Nis. Her fik man udleveret et papir med en række oplysninger om Nis, og så kunne man ellers gå i gang med eftersøgningen. Blandt efterforskerne var Felix Søgaard Movsing fra Asaa. Han var der sammen med forældre og familie fra Ballerup.

Felix læste op fra papiret, og efter at have fået de første oplysninger, førte han familien med til den gamle mølle for at finde flere spor. Nis skulle jo findes.

Inde i huset var der efterårsstemning. Køkkenet duftede af æbleskiver. Her var efterspørgslen så stor, at der ret hurtigt blev udsolgt. Heldigvis bagte man så bare nogle flere. Æbleskiverne bages i øvrigt efter en opskrift, som den sidste beboer på gården har skrevet ned.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste