Hygge og fællesskab på gymnasiets traditionsrige idrætsdag
DRONNINGLUND: Med skyfri himmel og sol, gakkede konkurrencer og festligt udklædte elever blev Dronninglund Gymnasiums traditionsrige idrætsdag blev afviklet i sidste uge. Idrætsklassen stod for opvarmningen, så kroppen lige kunne vågne og være beredt. Idrætslærerne havde igen i år lagt hovederne i blød og opfundet et par nye øvelser som cykelslangefodbold og vandtransport i et rør fuld af huller, der skulle stoppes af elevernes fingre. Det var lige til en top ti på YouTubes liste over sjove videoer.
- Pyha, det er hårdt for benene og varmt, men sjovt. Det er en super skøn dag. Gid, der var flere af dem, men så må vi jo bare glæde os til idrætsdagen næste år, fortæller Ida Birk Horne og Silje Bruun Mortensen, 2a, der med sved på panden netop havde gennemført et løbehjulsrace med forhindringer.
Pointen med idrætsdagen er ikke kun en sjov omgang motion for eleverne. Det er først og fremmest en dag, hvor det sociale og fællesskabet er i centrum.
- Det sociale og fællesskabet er utrolig vigtig for, at klasserne trives og har det godt med hinanden. Det er forudsætningen for at skabe et godt læringsmiljø med motiverede elever, fortæller Sidsel Binderup, der er ankerkvinden bag arrangementet sammen med idrætslærer Ole Kunnerup. Han tilføjer:
- Det handler om at lave fællesskab og skabe en god stemning. Dagen hænger sammen med hele vores start på gymnasiet, hvor der er skovskole, idrætsdag og gymnasiefest. På den måde får vi de nye elever introduceret til det sociale liv på gymnasiet. Der kommer mange gode grin på en sådan dag, og det er i virkeligheden det, det handler om.
Dagen sluttede med tovtrækning. Det ser sjovt ud, når en hel klasse trimler rundt på jorden, men det kan være farligt. Klasserne tog hensyn og koncentrerede sig om at trække. Sidste års vinder ,2ab, var storfavoritter igen i år, men sådan gik det ikke. De nye 1.g elever viste sig at have masser af energi, så i finalen var 1ab stærkest. Nu har klassen håneretten frem til næste år.