Billede beskrivelse

Huskekager, kaffe og hygge på plejecenter

23. september 2023 kl. 10.00

I Danmark lever omkring 90.000 mennesker med en demenssygdom. Heraf har ca. 50.000 Alzheimers sygdom. Der konstateres omkring 8.000 nye tilfælde hvert år, og i 2040 forventes antallet af personer over 60 år med demens at vokse til op mod 150.000. De mange tusinde nære pårørende bliver også påvirket, så det er en sygdom, der fylder meget.

På Alzheimerforeningens hjemmeside kan man læse, at demens er betegnelsen for en række symptomer på svækkelse af hjernens intellektuelle funktioner med svigtende hukommelse og koncentrationsevne, svækket orientering, sproglige forstyrrelser, ofte ledsaget af ændringer i personlighed og adfærd. 

Demens skyldes en sygdom i hjernen og træffes hyppigst hos ældre, men kan forekomme hos voksne i alle aldre. Der findes mere end 200 forskellige sygdomme, som kan medføre demens. Hos ældre patienter er den hyppigste årsag Alzheimers sygdom, som skyldes, at hjerneceller gradvist går til grunde, og at der ophobes særlige proteinstoffer i hjernen.

For at gøre opmærksom på sygdommen afholder Alzheimerforeningen hver år en huskeuge, hvor man sætter fokus på den udbredte sygdom. Det markerede man i sidste uge på plejecenter Margrethelund i Dronninglund, hvor man om onsdagen afholdt en huskekagedag for beboere og pårørende.

- Sammen med beboerne har vi bagt tre huskekager, som vi nyder med en kop kaffe til. Vi sælger kagerne, og pengene går ubeskåret til Alzheimerforeningen, kunne aktivitetsmedarbejder Amanda Østergaard Christensen fortælle.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste