Hollandsk par klar til at drive Æblegården Baksminde videre
Hun er fra Tyskland og han fra Holland. De mødtes i Holland, hvor hun var au pair. De har dannet par i mange år, og nu har ægteparret Roel og Wiebke de Natris købt Æblegården Baksminde i Asaa, som de agter at reetablere og drive videre. Parret har to små børn og et tredje på vej. Desuden er der en hund samt høns og ænder. Ænderne har de for at slippe for dræbersnegle, som de er plaget af, og de mange mosegrise håber de, deres hund vil gøre det af med.
- Den har fanget tre, fortæller Joel på engelsk. Han og konen taler endnu ikke dansk, men det agter de at lære og begge går på sprogskole. De har ejet stedet siden marts og har allerede brugt mange kræfter på at etablere sig. For hans vedkommende sker det i fritiden, da han er ansat som projektleder hos Man Nordjylland A/S i Frederikshavn.
- Det er nødvendigt at have et job ved siden af, da vi ikke har indtjening på æblerne nu. Kom tilbage om et år, så er der sket meget, siger han og oplyser videre, at ingen af dem har erfaring med æbleavl.
- Vi har heldigvis YouTube, og så har vi kontakt med folk, der ved noget om det, så det skal nok gå. Det bliver Wiebke, der kommer til at stå for arbejdet med æblerne, men i øjeblikket er det begrænset, hvad hun kan på grund af graviditeten, siger Joel.
Æbleallergi
- Jeg elsker arbejdet med æbletræerne, men det komiske er, at jeg har æbleallergi. Jeg nyder synet af æbler, men kan ikke tåle at spise dem, fortæller Wiebke.
Alligevel er hun og Joel klar til at tage fat, og der ligger et stort arbejde foran dem, for plantagen er i dårlig forfatning.
- Vi har hørt fra naboer, at der har gået køer mellem træerne, så mange af dem skal skiftes ud. Hvis man ikke passer og plejer træerne, så giver de heller intet udbytte. Mange af dem er også syge og skal udskiftes. Der er ikke mange æbler på træerne nu, men vi håber dog at kunne sælge lidt her i efteråret. Vi får også honning til salg og sikkert også grøntsager, siger hun.
- Vi skal også have fundet ud af, hvilke sorter vi har. Vi har en overordnet skitse over plantagen, men har ikke helt styr på, hvilke træer der står hvor, påpeger Joel.
Ægteparret har mange og store planer. Gården skal drives økologisk og med brug af permakultur, hvor det handler om at dyrke spiselige afgrøder på en bæredygtig måde ved at genskabe det naturlige samspil mellem jord, vand, planter og dyr. Man skal kort sagt holde sig inden for naturens biologiske kredsløb og kun bruge de muligheder, der dukker op og lade det tage den tid, der skal til.
- Det betyder meget for os, og det er en længere proces. Man siger, at det vil tage syv år, før vi er i mål med permakulturen, siger Joel, der bakkes op af Wiebke.
- Permakultur betyder, at naturen er i balance, og det er vigtigt for os. Det er gården ikke i øjeblikket, så det skal der arbejdes med. Vi har masser af edderkopper, og det fortæller, at naturen ikke er i balance. Var den det, havde vi færre edderkopper, siger hun.
Både æble- og pæretræer
Når de skal til at plante nye træer, er det deres plan at blande sorter og plante både æble- og pæretræer.
- Ved at blande træerne gør vi dem mindre sårbare mod smitte. Der kommer ellers let skurv og kræft, og det håber vi at kunne minimere ved at plante denne blanding, oplyser Wiebke.
- Det tager tid at indføre permakultur, og udbyttet bliver måske lidt mindre i starten, men det tager vi gerne med for at skabe en plantage i balance. Hvis det lykkes, vil naturen gøre meget for os, og vi kommer til at levere nogle sunde og gode produkter, slutter Joel de Natris.