Så er det igen tid til Hjørring Dyrskue efter to år med aflysning. Arkivfoto: Bent Bach
Mennesker

Hjørring Dyrskue byder på to dage med oplevelser

16. juni 2022 kl. 11:00

Fredag og lørdag i denne uge er der Hjørring Dyrskue - før første gang siden 2019, da det de seneste to år er blevet aflyst på grund af corona.

- Det er dejligt, men det er også lidt halvhårdt. Noget er gået i glemmebogen, og man er lidt rusten. Man skal lige i gang, fortæller dyrskuekoordinator Karin Møller Larsen.

LandboNord står bag Hjørring Dyrskue, og der er mange ting på programmet i de to dage. Og dyrskuet er rimeligt meget, som det plejer at være.

- Det ligner da sig selv. Men vi laver også noget nyt og samler nogle ting. Vi laver det aktive naturskue, hvor der er en masse ting henvendt til folk, der interesserer sig for oplevelser i naturen. Vi har outdoor, som er en stor del af det - her kan folk få en snak med en masse foreninger, der har tilbud indenfor det, samtidig med at der er mulighed for at købe noget grej. Der er også aktiviteter for børn, fortæller Karin Møller Larsen.

Mange heste

Interessen for at udstille er god.

- Maskinudstillingen bliver fyldt ud med rimelighed. Der mangler lidt hos dyrene, men ikke meget. Vi havde frygtet det mere. Der mangler nogle malkekøer, men ikke de andre dyr, det er det samme, fortæller Karin Møller Larsen.

På hestesiden ser der pænt ud.

- Der kommer mange, 119, det er helt pænt og på niveau med tidligere år godt og vel - vi har været under 100 nogle år men er på vej op, fortæller Karin Møller Larsen, der peger på, at der er begyndt at komme flere føl generelt set.

Man kan komme helt tæt på hestene. Arkivfoto: Bent Bach

I dagene op til har folkene bag dyrskuet travlt med både administrative og praktiske opgaver på pladsen.

Der plejer typisk at komme omkring 25.000 gæster til Hjørring Dyrskue, og det håber man også på i år. Da LandboNord i maj havde dyrskue i Fjerritslev, gik det godt.

- Det var rekord - der var flere end nogensinde, fortæller Karin Møller Larsen.

4000 skolelever har allerede meldt deres ankomst, og der er også en del at se på for børn.

- Det er en hyggelig oplevelse, og når man først har været her en gang, kommer man tit tilbage. Det er en god oplevelse, som børn har meget fornøjelse af, er Karin Møller Larsens erfaring.

På dyrskuet kan man se på både dyr og maskiner men også madvarer og produkter fra landbruget, idet der er en stor udstilling af madvarer i Madbazaren.

- Man får det helt fra jord til bord, siger Karin Møller Larsen.

På programmet i løbet af de to dage er blandt meget andet et show med frieserheste, kødkvægsfinaler, bedømmelse af får, bueskydning til hest, flere hundeopvisninger, kaninhop og en fjordhestekvadrille.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu