Heidi åbner butik med smørrebrød i Dronninglund
Lokalerne har gennem længere tid stået tomme, men nu kommer der igen liv i butikken på Slotsgade 70, når Heidi Theil Hemmingsen åbner forretningen ’Heidis smørrebrød’.
- Jeg har endnu ikke åbningstiderne helt plads, men jeg forventer, at jeg holder åbent alle dage bortset fra mandag og tirsdag, siger Heidi, mens hun sammen med sin mand, Daniel, slider for at få de sidste detaljer på plads inden åbningen.
Køkkenet er i øjeblikket lidt spartansk udstyret med et køleskab, en reol og en bordplade.
- Jeg behøver ikke så meget udstyr for at lave smørrebrød, men vi skal have fat på en ovn, for jeg har planer om også at lave sandwich, oplyser hun.
Åbent omkring frokosttid
- Jeg regner med at holde åbent omkring frokost, så folk kan hente deres middagsmad eller madpakke. Jeg håber da, der er håndværkere og andre, der vil bestille madpakker. De kan også efter aftale få madpakker udleveret tidligt om morgenen, så de kan tage dem med på arbejde. Jeg er ikke ked af at stå tidligt op. Det gør man jo alligevel, når man har et barn, siger Heidi.
Ægteparret, der bor i Flauenskjold, har arbejdet sammen gennem flere år, men det bliver primært Heidi, der kommer til at stå for butikken, mens Daniel tager sig af sin rullende burgerbar, Daniels Food Trailer. Den kører han rundt med til mindre byer, der ikke har andre fastfood-muligheder. Så allierer han sig med den lokale dagligvarebutik, som markedsfører Food Trailerens ankomst.
- Jeg har en fast aftale med STARK i Dronninglund, hvor jeg holder fast hver fredag til frokost. Her om vinteren er det meget svingende, hvor meget jeg sælger, så jeg glæder mig til sommer og turistsæsonen, for så så er der mere gang i salget, siger Daniel.
Sammen om det hele
- Vi har gennem flere år hjulpet hinanden. Jeg har arbejdet sammen med Daniel om alt muligt. Vi har lavet mad til selskaber og lavet alt fra tapas til helstegt pattegris, så jeg har prøvet lidt af hvert, oplyser Heidi.
Det vil først og fremmest være smørrebrød, Heidi vil lange over disken, men hun laver også gerne pålægsfirkanter.
- Det var dem, vi tidligere kaldte for en pålægsmand. Det går jo ikke mere, så vi kalder dem for firkanter. Her vil jeg også tilbyde mindre pålægsfirkanter. Normalt er der i en firkant mad nok til otte personer, men der er folk, der mener, den er for stor, så jeg vil prøve også at tilbyde pålægsfirkanter til 3-4 personer. Jeg vil forsøge mig lidt frem. Det gælder også åbningstider. De skal jo helst passe til foks behov. De fleste vil nok bare hente maden, men vil de hellere spise her, må de selvfølgelig meget gerne det. Det vil da bare være hyggeligt, siger Heidi Theil Hemmingsen.