Hals hyggede på havnen
Selv om vejret var svingende, blev det alligevel en skøn lørdag på havnen i Hals, hvor foreningslivet havde inviteret til Havnens Dag med aktiviteter, musikalsk underholdning og masser af hygge på programmet.
Såvel søspejderne som Hals Ro- og Kajakklub benyttede lejligheden til at åbne klublokalerne. På området ved Lodsens Datter blev der fristet med både spillemandsmusik og indbydende fiskefrikadeller. Desuden var der lejlighed til at få et indtryk af de projekter, der for tiden indrammer havnen, som blandt andet er restaureringen af den gamle båd.
- Havnens Dag er et forsøg på at skabe opmærksomhed om de ting, der sker hernede. Vi har mange planer for fremtiden, og foreningslivet er vigtigt i den proces. Havnens Dag skal gerne være en årlig tradition, fortæller Grethe Holch Skalkam fra Lodsens Datter.
Arrangementet bød desuden på diverse små markeder, ligesom der naturligvis var gode tilbud i restauranter og caféer.