Billede beskrivelse

Gymnasieelever strejkede som protest mod ny uddannelsesreform

12. november 2024 kl. 14.03

DRONNINGLUND: Der var usædvanligt stille på Dronninglund Gymnasium i mandags. 

Kun to elever var mødt op, og det var for- og næstperson i elevrådet. De sad alene i det store fællesareal for at kontrollere, at der ikke foregik undervisning på gymnasiet. Eleverne havde nemlig nedlagt undervisningen. Det sker meget sjælden, men i mandags skete det som en protest mod den nye ungdomsuddannelsesreform, som vil træde i kraft om fem år.

- Reformen er ikke vedtaget endnu, så vi tror, det er vigtigt, at vi gør opmærksom på vores utilfredshed nu, fortalte forperson i elevrådet, Mathilde Randrup.

Eleverne på Dronninglund Gymnasium var ikke alene om at strejke. Det samme gjorde gymnasieelever landet over.

- Baggrunden er den nye gymnasiereform med højere karakterkrav til STX, bortfald af 10. klasse, bortfald af det særlige tillæg til A-fag og en helt igennem skæv taxameterreform, fortalte Mathilde.

Billede beskrivelse

Positive reaktioner på strejken

- Vi har fået mange forskellige reaktioner på strejken fra eleverne. Mange gav udtryk for, at det var megafedt, mens andre var lidt ligeglade, fordi det jo ikke er noget, der kommer os ved. Generelt har vi fået støtte fra de fleste, føjede Victoria og fortsatte:

- Det er nok taxameterreformen, der generer mest. Det er den, der bestemmer, hvor stort et tilskud hver enkelt gymnasium skal have. Den træder i kraft allerede næste år. Den skærer ned på bevillinger til bl.a. a-fag. Det betyder, at vi måske slet ikke kan vælge naturvidenskab og musik på a-niveau. Så det strejker vi også for. Den vil begrænse mange studerende i at komme ind på en universitetsuddannelse. Lukningen af 10. klasse vil også betyde, at vi ikke får mulighed for at få vores snit op, hvis det er lidt for lavt efter 9. klasse.

- Alt dette vil resultere i forringet undervisningskvalitet, overfyldte klasser, færre sociale aktiviteter og en risiko for, at flere gymnasier ikke længere kan tilbyde musik eller naturvidenskab på højeste niveau. Karakterkravet vil samlet udelukke omkring hver sjette af vores klassekammerater fra at komme ind, sagde Mathilde.

- Vi har en store forventninger til, at ministeren lytter og tænker sig om, især for vi står sammen. 3.000 elever tager til København for at demonstrere. Vi tager ikke med på grund af afstanden til København. Jeg tror, han vil få svært ved ikke at lytte til os, når han kan se, at vi er så mange, der står sammen, påpegede Victoria.

Hjemmearbejde til eleverne

Eleverne var blevet opfordret til at blive hjemme, men for at undgå, at fraværet bliver noteret som en fraværsdag, havde elevrådet og ledelsen indgået den aftale, at eleverne skulle skrive et brev til undervisningsminister Mattias Tesfaye, hvor de med egne ord forholder sig til reformudspillet. 

I brevet skulle den enkelt elev udtrykke og argumentere for sin personlige holdning til reformen på en klar og overbevisende måde. Brevet skulle være på mindst en halv normalside. Hvis de gjorde det og afleverede senest kl. 12, ville dagen ikke blive noteret som en fraværsdag.

Brevene skulle eleverne sende til klassens elevrådsrepræsentant og suppleant, der skulle gennemlæse brevene og udvælge den bedst formulerede opgave. Den udvalgte opgave blev sendt videre til elevrådets forpersoner, som sammen med rektor evaluerede opgaverne.

Breve sendt til ministeren

- Den bedste besvarelse sender vi til undervisningsministeren, og hvis der kommer flere gode besvarelser, så kan det sagtens være, at vi sender flere, forklarede rektor Lars N. Jørgensen.

Elevrådet har gjort meget ud af at fortælle, at nedlæggelsen ikke har noget at gøre med Dronninglund Gymnasium.

- Vi gør det ikke for at straffe vores fantastiske lærerteam eller skolens ledelse og bestyrelse. Vi gør det udelukkende i samarbejde med Danske Gymnasielevers Sammenslutning for at råbe politikerne op angående deres finansforslag, fortalte Mathilde og Victoria.

Fra ledelsen og lærernes side var der sympati for formålet med undervisningsnedlæggelsen.

- Det har vi bestemt, og med opgaven med brevet til ministeren giver vi eleverne mulighed for at sætte sig ind i tankerne bag reformen. Det er nok ikke alle, der har gjort det, men det får de lejlighed til nu, så jeg er overbevist om, at de alle møder klogere op i morgen, lød det fra rektor Lars N. Jørgensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste