Billede beskrivelse

God tilslutning til lokalt cykelløb

09. juli 2022 kl. 11.30

Selv om deltagerantallet ikke helt harmonerede med tidligere tiders, så var der alligevel pæn tilfredshed hos arrangørerne, da Skanseløbet torsdag blev afviklet i og omkring Hals.

Det traditionsrige motionscykelløb var vanen tro sat i scene af Hals Cykel Motion og markerede samtidig åbningen på årets Skansefest.

– Vi var en overgang lidt bekymrede, fordi der var ret få forhåndstilmeldinger. Men i løbet af dagen kom der en del ekstra. Heriblandt flere norske. Og set i lyset af, at corona jo har sat en bremse for stort set alt andet, så er vi udmærket tilfredse, siger Finn Nielsen fra Hals Cykel Motion.

Billede beskrivelse

Skanseløbet havde som altid start og mål på Færgevej, hvor motionisterne blev sendt afsted i tre hold. Flest var der på den lange rute på 52 kilometer med 42 deltagere. Mellemruten på 30 kilometer havde 32 deltagere, mens resten hyggede sig på den korte rute af 10 kilometers længde. Efterfølgende dannede teltet ramme om aftercycling med uddeling af fine sponsorgevinster og servering af forfriskninger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste