Garvet iværksætter overtager: Nu er Bjarne chef for det hele
Bjarne Holm Hansen tiltrådte 1. februar stillingen som kædedirektør for Kontur, der er Danmarks næststørste kædesammenslutning af uafhængige boghandlere, legetøjs- og hobbyforretninger.
Bjarne er en rigtig iværksætter og har altid elsket at sætte noget i gang. Han har tidligere oprettet både ægteskabsbureau, trykkeri og telefonservice. I 1993 startede han i bogbranchen, da han købte sin første boghandel i Dronninglund. Senere blev det til fire butikker, der nu gennemgår et ejerskifte. Han har ligeledes tidligere været bestyrelsesmedlem i InOut og Indeks Retail, også bedre kendt som Bog & Idé.
- Det er glædeligt, at vi kan drage nytte af Bjarne og hans omfattende erfaring i bl.a. bogbranchen, udtaler bestyrelsesformand i Kontur, Steen Eistrup Wisler, og fortsætter:
- Kontur er i dag Danmarks største frivillige boghandlerkæde, og jeg er overbevist om, at Bjarne med sine ambitioner og idéer kan få vores kæde til at vækste til gavn for vore medlemmer, siger han.
Bjarne, der har været konstitueret kædechef siden november sidste år, glæder sig til opgaven.
- Jeg ser frem til at stå i spidsen for Kontur. Der er ingen tvivl om, at dansk detailhandel står over for store udfordringer, og det kræver, at vi står sammen. Jeg er overbevist om, at jeg kan bidrage positivt til kæden, der er kendetegnet ved lave omkostninger og en stor grad af frivillighed. Med min baggrund og erfaring inden for drift og strategi kan vi skabe endnu bedre betingelser for vore butikker, så det fortsat er muligt at drive en fornuftig forretning, siger Bjarne Holm Hansen.