Frederikshavn henter rektor i Brønderslev
41-årige Thomas Svane Christensen: Forlader vicerektorposten på Brønderslev Gymnasium og HF for at blive rektor
BRØNDERSLEV: Frederikshavn Gymnasium har fundet den person, som i fremtiden skal stå i spidsen for skolen. Et enigt ansættelsesudvalg og en enig bestyrelse har peget på den 41-årige Thomas Svane Christensen, der i dag er vicerektor på Brønderslev Gymnasium og HF.
Thomas Svane Christensen er uddannet cand.mag. i samfundsfag og filosofi, og han færdiggør i januar 2020 sin masteruddannelse i offentlig ledelse fra Aalborg Universitet.
Siden 2004 har Thomas været ansat på Brønderslev Gymnasium og HF, hvor han i perioden 2009-2012 var pædagogisk inspektor, og siden 2012 har han været vicerektor.
I perioden 2017-19 har Thomas været de nordjyske gymnasiers repræsentant i Danske Gymnasiers udvalg for pædagogiske ledere.
Han er bosiddende i Brønderslev og det ændrer nyansættelsen i Frederikshavn ikke på.
- Jeg er utrolig glad for, at jeg fremover skal stå i spidsen for Frederikshavn Gymnasium. Det er en god skole, der er inde i en positiv udvikling, og jeg vil gøre mit til at realisere et endnu større potentiale i fremtiden. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med skolens elever, medarbejdere, ledelse og bestyrelse, siger Thomas Svane Christensen.
Thomas Svane Christensen tiltræder som rektor på Frederikshavn Gymnasium mandag 2. februar 2020.