Billede beskrivelse

Fra velourstole til nattøj: Eleverne styrker fællesskabet i storbyen

11. december 2024 kl. 06.02

DRONNINGSLUND: Traditionen tro rejste Dronninglund Gymnasium i sidste uge på den årlige kulturtur til København. Skemaerne blev ryddet, kufferterne pakket, og togene mod hovedstaden blev fyldt med glade unge mennesker. 

Omkring 90% af eleverne og personalet fra Dronninglund Gymnasium tog torsdag formiddag afsted til storbyen. Her var de sammen i andre rammer end den vante hverdag og fik samtidig en oplevelse, der gjorde indtryk. 

I år fyldte Dronninglund Gymnasium tribunerne i Operaen, hvor den berømte musical Billy Elliot blev opført.

Eleverne fik her en smagsprøve på nutidens kunstneriske strømninger, lænede sig forventningsfulde tilbage i velourstolene og nød den imponerende forestilling.

- Jeg har aldrig set noget lignende. Det var supergodt! Billy Elliot er virkelig en fantastisk fortælling om at turde være sig selv, og jeg kan slet ikke vente med at komme hjem på gymnasiet og være med i vores egen forestilling til januar, siger en begejstret Laura Barkholt fra 3.c.

Dagene i København havde også andre formål end at skabe kulturel dannelse hos eleverne. Der var rig mulighed for selv at gå på opdagelse, og disse dage med fri leg i storbyen bidrog i høj grad til at styrke DG-ånden.

Det skaber en særlig stemning, at hele skolen tager på tur sammen. Man kommer virkelig ind under huden på hinanden. 

Det styrker også relationen til lærerne at se morgenmadsbuffeten være fyldt med lærere og elever i nattøj! Det er så hyggeligt, fortæller Frida Trautner fra 3.e med et stort smil, mens hun beskriver årets kulturtur.

Årets kulturtur blev en stor succes, og mange glæder sig uden tvivl allerede til næste års tur.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste