Billede beskrivelse

Fra Heimdalsvej til nye rammer: - Det er bare mit liv, der kører videre

14. april 2026 kl. 06.00

BRØNDERSLEV: Efter otte år i salonen på Heimdalsvej er der nu sket noget nyt for frisør Henriette Østergård. Ikke en afslutning, men et skridt videre. For selvom hun har sagt farvel til de gamle lokaler, er det ikke en ny begyndelse, som hun selv ser det.

- Jeg synes ikke, det er en ny start. Jeg har egentlig bare tænkt, at det er mit liv, der kører videre, fortæller hun.

Planen var egentlig en anden

Da Henriette og familien solgte deres hus, var planen egentlig, at frisørsalonen igen skulle flytte med hjem. Men sådan gik det ikke helt.

- Det var planen, at jeg skulle have salon hjemme igen ude på landet. Men så kom sneen og blæsten - og pludselig stod det klart, at det bare ikke fungerede.

Adgangen blev hurtigt en udfordring.

- Vi fandt ud af, at det simpelthen var for upraktisk. Med sne, blæst og en lang grusvej. Det kunne bare ikke fungere i praksis.

Derfor begyndte hun at kigge efter noget andet.

Nye lokaler og nye muligheder

Henriette har allerede fundet sig til rette i sine nye omgivelser, og det er stadig med ro og nærvær, som en vigtig del af oplevelsen.

- Selvom der er liv omkring, så er der stadig ro her og det er virkelig vigtigt for mig. Det er det, jeg kan og er god til.

Og allerede nu kan hun mærke, at skiftet har gjort en forskel.

Telefonen ringer mere, og nye kunder finder vej. Også nogen, der måske tidligere har tøvet med at komme i en salon i en privat bolig.

- Min telefon har faktisk ringet mere, og der er nogle, der måske ikke har haft lyst til at køre hjem til en privat villa før. Så det kan jeg mærke, det rykker noget.

Relationerne er alt

Selvom rammerne har ændret sig, er én ting fuldstændig den samme: relationen til kunderne.

- Det betyder alt. Det er også noget af det, jeg kan.

Gennem årene har mange fulgt med. Først fra tidligere ansættelser, siden hjem i privaten og nu videre til de nye lokaler.

- Det er jo fantastisk, at der er nogen, der bare følger med. Det er jo igen det med relationerne.

For Henriette handler frisørfaget nemlig om meget mere end hår.

- For mig er det ikke kun at klippe hår. Jeg elsker at høre folks historier.

Et liv i bevægelse

Henriettes selvstændige rejse begyndte med ønsket om mere fleksibilitet - både som frisør og som mor. Hun byggede en salon hjemme for at få hverdagen til at hænge bedre sammen med familielivet.

- At kunne bestemme over sit eget arbejdsliv, det er guld værd.

I dag er børnene blevet større, og behovene har ændret sig. Derfor føles det også naturligt at rykke videre.

- Det har ikke haft en stor betydning for mig at flytte hjemmefra nu. Tværtimod tror jeg, det bliver rigtig godt.

Et skridt videre - ikke en afslutning

Selvom der er blevet sagt farvel til Heimdalsvej, er det tydeligt, at det ikke handler om at lukke noget ned. Det handler om at bygge videre.

- Det er ikke en ny start. Det er bare det næste skridt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste