Fotoklub viser sin hidtil største udstilling
Kan man lide at se flotte fotografier, så skulle man slå et smut forbi Hjallerup Kulturhus i denne tid. Her udstiller Hjallerup Fotoklub nemlig nogle af medlemmernes bedste billeder. 48 er der i alt, og de er alle et nærmere øjesyn værd.
Udstillingen blev åbnet ved en lille reception, hvor byrådsmedlem Hildo Rasmussen holdt åbningstalen. Han roste klubben for dens gode initiativ og flotte billeder. Han fortalte videre om, hvordan han selv fotograferede som ung med det apparat, han fik i konfirmationsgave.
- Det var meget enkelt. En lille, sort kasse. Både apparatet og det, der blev fotograferet, skulle stå helt stille. Derefter skulle filmen fremkaldes, og det var altid spændene at se resultatet. Det er det stadigvæk, men nu bruger de fleste jo bare telefonen, sagde Hildo og fortsatte:
- Billeder kan ændre en krig. Under Vietnamkrigen blev der taget mange billeder, men der var især ét billede, der ramte verden hårdt. Det var billedet af en lille pige, der kom løbende stærkt forbrændt. Man ser frygten i hendes øjne og angsten i hendes ansigt. Dette billede ramte hårdt i USA, og modstanden mod krigen voksede. Året efter stoppede krigen. Et fotografi har den fordel, at tiden bliver sat i stå, og vi får tid til at tænke over det, vi ser, sagde Hildo Rasmussen.
Der er ikke et fastlagt tema på udstillingen i år, så fotograferne har haft frit spil. Med de 48 udstillede billeder er det den hidtil største udstilling, klubben har afholdt. Foruden de udstillede billeder vises der også 788 billeder på klubbens monitor.
Hjallerup Fotoklub har i øvrigt plads til flere medlemmer, så har man interesse for foto, er man meget velkommen til at møde op til en af klubaftenerne. Klubbens program findes på klubbens hjemmeside, der kort og godt hedder: hjallerupfotoklub.dk.