Fortsætter efter konkurs: Ib og Klaus servicerer kunder i hele Vendsyssel
Næppe var TV-Center Dronninglund lukket efter en konkurs, før firmaets grundlægger, Mogens Christiansen, havde fået folkene bag Barkholts TV og Radio i Sindal til at etablere en rullende service i Dronninglund og Østvendsyssel. Nu melder også de to tidligere indehavere af den nu lukkede butik, Ib Kristensen og Klaus Thomsen, sig også klar til hjælpe nordjyder med TV, internet og streaming. Virksomheden er netop blevet overtaget af DKTV.
- Vi er rigtigt glade for at kunne byde Klaus og Ib velkommen i vores firma efter, at TV-Center Dronninglund måtte lukke, udtaler Axel Højsleth fra DKTV. Samme glæde og tilfredshed udtrykker Ib Kristensen.
- Det er en løsning, vi er utroligt glade for. Firmaet har overtaget en del af varelageret og vores telefonnummer, og så er Klaus og jeg er blevet ansat. Selv om vi desværre måtte indgive en konkursbegæring, synes vi ikke, vi er klar til at stoppe den service, vi har givet vores kunder gennem mange år, og det får vi nu mulighed for at fortsætte, fortæller Ib.
- Vi er klar til at yde den samme gode service, som vi har gjort i årevis. Nu bliver der bare tale om rullende service, idet vi ikke har en fysisk butik længere, men vi er her stadig, siger Ib.
Axel Højsleth fra DKTV understreger, at det bliver nemt for kunderne, da man har overtaget de telefonnumre, som var knyttet til Dronninglund TV-Center. Man skal fortsat bare ringe til det nummer, man kender.
- Vi vil give kunderne den samme gode service, som man fik i TV-Centret. Klaus og Ib vil fortsat under DKTV servicere privat- og erhvervskunder i hele Vendsyssel, som de hidtil har gjort. Kunderne vil bl.a. kunne få hjælp til installation af et nyt TV eller wifi, opsætning af PC, router eller streamingprodukter. Til erhvervssegmentet, hoteller, campingpladser, plejecentre og virksomheder tilbyder vi bl.a. av, wifi og TV-løsninger. TV- Centret har ligeledes i en række år solgt varmepumpeløsninger, og det vil vi forsætte med at tilbyde kunderne, siger Axel Højsleth, og Ib fortsætter:
- I TV-Centret havde vi mange kunder, og der er stadig mange, der har brug for hjælp ude i deres hjem, når der er bøvl med elektronikken. Det kan vi nu fortsætte med, og det er vi meget glade for, siger Ib, der sammen med Klaus har været en del af TV-Center Dronninglund i 25 år og i årenes løb opbygget erfaring og en stor kundekreds i det lokale område. For ti år siden købte de TV-Centret.
- Det har virkelig været en fantastisk rejse. Desværre kunne vi ikke holde til de økonomiske udfordringer, som covid-19 og krigen i Ukraine har påført os de senere år. Trods alle udfordringerne er vi utroligt glade og stolte over, at en stor virksomhed som DKTV har fået øje på den gode service, vi har givet vores kunder i Dronninglund og omegn. Takket være det nye firma kan vi nu fortsætte, siger Ib Kristensen.
- Klaus og Ib slutter sig til vores korps af dygtige teknikere, der dagligt udfører service og installationsopgaver i hele Danmark. Vi har kontorer flere steder i landet og har i Nordjylland kontor og lager på Ritavej i Aalborg, oplyser Axel Højsleth. I alt er der i DKTV omkring 550 medarbejdere fordelt over hele landet.