Seneste nyt
Billede beskrivelse

Fortællinger fra en pensioneret politimand: Grønland set gennem Solveigs og Ulriks briller

06. august 2026 kl. 14.39

DRONNINGLUND/ILULISSAT: Den nu pensionerede politibetjent, Ulrik Elmkvist Eriksen fra Dronninglund, har gennem adskillige rejsebreve her i avisen beskrevet sin fascination af Grønland og sine oplevelser som udsendt politimand 13 gange til Grønland. 

Da han blev pensioneret, troede han, at nu var det kapitel afsluttet. Men nej, for i 2024 så han et stillingsopslag, hvor et rejseselskab søgte medarbejdere til den kommende sommer i Ilulissat. 

Billede beskrivelse

Der var brug for guider og matroser, og selvom han ingen erfaring havde på de områder, syntes han, det lød spændende, og sendte en ansøgning afsted. Han fik jobbet.

- Da jeg rejste fra Ilulissat 1. august 2025, aftalte jeg med min leder, at jeg var klar til endnu en tørn i 2026, og hvis der var brug for en kvindelig multifunktionsmedarbejder, kendte jeg en uddannet guide og bibliotekar, der gerne ville påtage sig en guidefunktion. Min kone, Solveig, er nemlig også betaget af øen, og hun blev heldigvis også ansat, så vi sammen kunne drage til Grønland. Hun skulle bestride en funktion som destinationsguide i perioden 1. juni til 1. august. Vi er netop hjemvendt efter to fantastiske måneder i Grønland. Det land, der har givet os begge så mange oplevelser, fortæller Ulrik og fortsætter:

- Solveig havde bl.a. ansvaret for modtagelsen og det praktiske i forbindelse med de grupperejser, der ankom til Ilulissat. Afhentning af gæster i lufthavnen, indkvartering på hotel, sørge for at gæsterne kom med de rigtige både til tiden osv. osv. Forårsaget af vejret var der undervejs en del logistiske udfordringer at håndtere. Aflyste og forsinkede fly med deraf ændrede sejladser i Diskobugten, ændring af hotelovernatninger mv. Vejret i Grønland er uforudsigeligt og ændrer sig med meget kort varsel. Ofte til kraftige storme.

Billede beskrivelse

Forbindelse til Dronninglund

- Destinationsguidens arbejde indebærer også at guide på historiske byvandringer. Her er Ilulissat ikke mindst interessant for os i Dronninglund. Uden for indgangsdøren til Knud Rasmussens fødehjem, står der en buste af Jacob Severin, der i 1733 fik monopol på handelen i Grønland. Severin ejede Dronninglund Slot, og han ligger begravet på kirkegården her. Her var destinationsguiden, hvis mor var gift ind i ejerskabet af slottet, på hjemmebane. Solveig kender historien omkring Jacob Severin og Dronninglund Slot bedre end de fleste.

Billede beskrivelse

Matros og chauffør

Solveig var mange gange matros på rutesejladserne i Diskobugten. 

- En helt særlig oplevelse er det, at sejle imellem de store isbjerge. Jeg var som sidste år chauffør og havde sammen med min makker, Henning, primært til opgave at hente og bringe de besætninger, der skulle sejle de ni passager og turbåde, rejseselskabet råder over. Multifunktionsopgaven er særlig udtalt for de to chauffører, der løser alle mulige opgaver og herunder også matrosopgaver. Jeg har f.eks. foretaget anholdelse af to hvalpe, der overfaldt en turist, fragtet en ansat til sygehuset, da vedkommende faldt ned i lastrummet på en af bådene og efterfølgende måtte syes med 18 sting. Den slags og meget andet klarer vi også.

Aldrig helt færdig med landet

- Det bedste ved det hele har som sidste år været at arbejde sammen med de mange unge energiske menneske, der griber de muligheder, Grønland byder på. Det selskab værdsætter både Solveig og jeg meget. Grønland er et helt særligt rejsemål og et sted, der skal opleves. Større bliver det ikke. Helt færdig med landet, som jeg nu har besøgt 15 gange, bliver jeg nok aldrig. Måske nr. 16 næste år, hvem ved? Der er brug for ”Det grå guld” mange steder. ”At rejse er at leve”, sagde vores store digter (H.C. Andersen). Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, slutter Ulrik Elmkvist Eriksen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste