Forårstravlheden rammer: Har indgået unikt samarbejde
Foråret er en travl tid på landet. Det så man tydeligt, hvis man i lørdags besøgte Egnsmindesamlingen for Østvendsyssel i Try. Her var der mere end almindeligt forårstravlt, da markerne skulle pløjes og harves, kartoflerne sættes, kornet sås og urterne og grøntsagerne i jorden i køkkenhaven på bare en enkelt dag. I marken var man fra formiddag i fuld gang med at pløje, inden de mange medarbejdere kunne starte på arbejdet.
Egnsmindesamlingen er gået i samarbejde med Aurion i Hjørring om at finde nogle spændende kornsorter til markerne. Man startede allerede i efteråret med at så tre vintersorter, og i lørdags såede man forårssorter.
Her gik Bjarno Hvid således rundt og såede korn på gammeldags facon og spredte kornet med hånden. På et jordstykke, såede han kuglehvede, der er en ret ny kornsort, der især egner sig godt til pizzadej. Den stammer fra Indien.
- Vi skal jo have noget til børnene, når de til efteråret skal kværne korn, sagde Bjarno.
Der blev også sået purpurhvede, der er en gammel sort, og som er kendetegnet ved, at melet er rødt. En anden ikke så kendt kornsort, der også blev sået, er svedjerug med højt proteinindhold. Den skulle efter sigende blive mandshøj. Til sidst blev der sået hør.
- Vi skal gøre noget mere ud af hør. Jeg håber, vi kan lave hørlærred. Vi har redskaberne, så nu skal vi bare i gang, sagde Bjarno, der havde en travl dag, for det var også ham, der stod for lægning af kartofler. Her dyrker man i år ni forskellige sorter.
- Vi har bl.a. rosenkartoflen, der er en meget gammel kartoffelsort. Den har vi dyrket i min familie i flere generationer. Det er en god kartoffel, der desværre ikke er så modstandsdygtig over for nutidens sygdomme som skimmel, fortalte han.
Foruden korn og kartofler nåede man også i løbet af dagen at så alt det, der hører til i en køkkenhave. Det var en særdeles travl dag på markerne ved Egnssamlingen i Try.
Også indendørs i den gamle smedje var der travlhed. Her er en gruppe dygtige håndværkere ved at lave en kopi af en gammel træplov fra 1700-tallet.
- Vi har en gammel harve i samlingen, men den er ikke længere brugbar, så vi har vi sat os for at lave en nøjagtig kopi, fortalte Wiggo Knive, der selv arbejder på trædelen, der laves af norsk birk.
- Det er et stort arbejde. Der skal således smedes 32 nye tænder til ploven, så det tager sin tid, men vi hygger os med det, sagde han.