Billede beskrivelse

Fodboldformand tildelt fornem pris

02. december 2021 kl. 08.00

Dronninglund IF Fodbolds utrættelige formand, Flemming Kvist, har netop modtaget årets ”Gør en Forskel-Pris”. Det skete ved Region 1’s årsmøde, hvor han blev hyldet foran knap 100 deltagere på Aalborg Portland Park i Aalborg.

- Mange fodboldledere gør en forskel, og så er der dem, der gør en kæmpe forskel. Flemming Kvist tilhører uden tvivl den sidste gruppe. Sådan lyder nogle af ordene i indstillingen til prisen. Siden 2003 har Flemming Kvist været formand, men hans historie går meget længere tilbage i klubben, hvor han begyndte tilbage i 70’erne.

For klub og det lokale

Flemming Kvist er en ægte klubmand, der kender hvert et hjørne af klubben, og han er ikke bare formand for klubben. Han arbejder også for tiden i både sponsor- og cafeteriaudvalget, ligesom han er med i det udvalg, der hvert år arrangerer klubbens store julefrokost med omkring 500 gæster.

Selvom han har været i klubben i så mange år, er han ikke bange for at tænke nyt.

- Han har altid fokus på udvikling og nytænkning, hvilket har bevirket, at klubben spiller en central rolle i lokalsamfundet, og den har været i stand til at udvikle sig i takt med samfundsudviklingen afstemt i forhold til de krav og udfordringer, som en moderne fodboldklub står over for, lyder det.

Både små og store opgaver

De rosende ord stopper ikke her. Flemming Kvists visionære tankegang gør nemlig, at klubbens medlemmer har masser af mulighed for at have et højt aktivitetsniveau, lyder det i indstillingen.

- Ingen opgave er hverken for lille eller for stor for Flemming. Han er altid klar til at løse den. I kraft af nogle enestående ledelseskvalifikationer, visionære tankegang, idérigdom og en særlig evne til at tilknytte nye frivillige, har han været dygtig til at opbygge en organisation med mange udvalg og arbejdsgrupper, så klubbernes medlemmer har haft mulighed for et højt aktivitetsniveau, hedder det.

Beæret over prisen

- Jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg er stolt og beæret over prisen, siger Flemming Kvist.

- Det er jo altid dejligt at blive påskønnet for det arbejde, man laver. Jeg bruger mange timer på det, men jeg gør det jo sammen med mange andre, og det er kun fordi, jeg er omgivet af så mange dejlige mennesker, at jeg bliver ved. Jeg kan ikke lade være, siger prismodtageren.

Udover hæderen modtog Flemming Kvist også 4.000 kr. og et diplom.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste