Efter 19 år: Flemming tog afsked med sine mange kunder
Efter 19 år som brugsuddeler i SuperBrugsen Dronninglund har Flemming Dalgaard valgt at søge nye udfordringer.
Han stopper derfor som uddeler, og det blev i fredags markeret med en reception i butikken, hvor kunder og forretningsforbindelser kunne få lejlighed til at sige pænt farvel til den populære uddeler.
Mange mødte op for at sige tak til Flemming, der forlader stillingen i en tid med mange udfordringer for detailhandelen. Vi bringer i næste uge et længere interview med den nu forhenværende brugsuddeler.
Flemmings afløser er allerede fundet, kunne SuperBrugsens formand Kent Peter Rønshøj, fortælle.
- Vi har hentet vores nye chef i nabobutikken, idet det er lederen af COOP 365discount, Jonas Petersen, der 1. november tiltræder stillingen som ny uddeler. Det glæder vi os til. Han kender butikken, og vi synes selv, det er et godt valg, lyder det fra Kent Peter Rønshøj.