Flemming og Simon er udnævnt til æresmedlemmer
DRONNINGLUND: Hvert femte år udnævner Dronninglund Idrætsforening, der omfatter både håndbold, fodbold, badminton og tennis/padel, nye æresmedlemmer.
Det skete i lørdags, da klubben samtidig afviklede sin store kampdag, hvor alle klubbens 80 fodboldhold er i kamp på hjemmebane. Det er altid en festdag med masser af mennesker og sjov, hygge og spændende kampe.
Det var derfor den helt rigtige dag at hylde to af de personer, der har ydet en særlig indsats for klubben gennem årene og udnævne dem til æresmedlemmer. Det drejer sig om klubbens mangeårige formand, Flemming Kvist, og formanden for Dronninglund Cup, Simon Aagaard.
Flemming Kvist
Det var formanden for Dronninglund Tennis & Padel, Karen Axen, der begrundede valget af de to. Om Flemming Kvist, der startede sin karriere som målmand og siden 2003 har været klubbens formand, sagde hun bl.a.:
- Flemming er formand med stort F, og han går i sandhed forrest, når der skal rykkes igennem i klubben. At være formand er for Flemming meget mere end en fuldtidsstilling. Han er en ildsjæl i ordets reneste betydning, og skulle der uddeles Danmarksmesterskaber i frivillighed, ville han få brug for et stort pokalskab i privaten i Bøgevangen. At Flemming skal modtage denne hæder på en dag som i dag, hvor alle klubbens hold spiller på hjemmebane, er særlig symbolskt, fordi han gennem sine mange år som formand har arbejdet utrætteligt for, at alle skal have et godt tilbud og en god klub at spille i uanset talentets størrelse, lød begrundelsen for at udnævne Flemming Kvist til æresmedlem.
Simon Aagaard
Herefter kom turen til Simon Aagaard, der har været formand for Dronninglund Cup siden 1987. Dengang deltog 62 hold, mens der i år vil være 250 hold.
- Simons måde at drive Dronninglund Cuppen på har gjort ham verdenskendt. Alle kender Simon, især for hans imødekommenhed, hjælpsomhed og ordentlighed, sagde Karen Axen om Simon.
- Da Brønderslev sidste år skulle arrangere Royal Run, var det en stor mundfuld at organisere, men her kunne Simon træde til og bruge den store erfaring, han har fra cuppen, og Royal Run blev en succes.
Foruden fuldtidsjob, engagement i politik for lokalområdet og Cup sidder Simon nu på tredje år i hallens bestyrelse, hvor han også er med til at gøre en forskel for DIF. Han opfylder således alle kriterier for at kunne blive æresmedlem i DIF, så det er med stor glæde vi i dag kan udnævne ham og sige til lykke, lød begrundelsen.
Herefter var der blomster og diplomer til de to nye æresmedlemmer.
Der var hos de mange fremmødte stor tilfredshed med valget af de to. En enkelt udtrykte det således:
- Det har I godt nok fortjent. Det var på tide!