Fernisering: Vi kan også i dag lære meget af kunstneren Heerup

24. juni 2024 kl. 14.01


DRONNINGLUND: Sidste år lavede kunstnersammenslutningen PRO en udstilling med parafraser over værker af Henry Heerup. 

Den blev vist på Heerup Museet, og den er nu rykket nu videre til Dronninglund Kunstcenter. Kunstnerne har studeret Heerup Museets store samling og ladet sig inspirere af Heerups finurlige univers og på den baggrund skabt nye værker. De kan ses på udstillingen sammen med en række af PRO-kunstnernes nyere værker, så hele Kunstcentret er fyldt med malerier, tegninger, akvareller og skulpturer.

Det var direktør for Kunsten i Aalborg, Lasse Andersson, der åbnede udstillingen.

- Henry Heerup var en moderne mand, før han fandtes, sagde Lasse Anderson.

- Han er kunstneren, der hele vejen har båret værdier som kærlighed, omsorgsfuldhed, kreativitet og intuition frem. Alle bløde og alle feminine værdier. Han var langt forud for den manderolle, der var på hans tid. Han var en blød mand. Han var hippie før hippierne, og han var cool før alle os andre selvopfundne hipstere. Han valgte sin egen vej som mand og kunstner, og det beundrer jeg ham for, og det kan vi alle lære meget af, sagde han og fortsatte:

- Heerup er en kunstner, der er kendt af mange, men også ukendt af mange. Jeg tror på, at udstillingen her i Dronninglund vil overraske og glæde dem, der opdager det heerupske i de nye værker, og så vil han for generationer, der slet ikke kender ham, være en åbenbaring, der håbefuldt og fantasifuldt taler lige ind i den problemfyldte verden med klimakriser, krig og ensomhed, der til tider kan overvælde os. Heerup kan skubbe os kærligt og omsorgsfuldt i den rigtige retning, sagde Lasse Anderson.

Billede beskrivelse

På udstillingen kan man se værker af Annette Sjølund, Bjørn Eriksen, Gunnar Bay, Hans Tyrrestrup, Jan Jensen, Henriette Lorentz, Jonna Pedersen, Jon Gislason, Ole Bach Sørensen og Karsten Vogel.

- Heerups malerier var jo altid som hugget i sten, påpegede Bjørn Eriksen, der udstiller en række oliemalerier samt lerfigurer.

- Han var billedhugger, men også maler, men på sin egen måde. Han var jo ikke den mest elegante maler, der har været. Jeg mener ikke, han var dårlig, men måden, han malede på, var meget stiv. Det er hans fantasi i værkerne, der er fantastisk. Jeg har også forsøgt at føre en skulptur over på et maleri, og det er svært, sagde Bjørn Eriksen, der har malet siden han var 19. Nu er han 67.

Billede beskrivelse

En anden af de medvirkende kunstnere, Jonna Pedersen, er også meget fascineret af Heerup.

- Det, jeg godt kan lide ved Heerup, er hans betoning af, hvor vigtigt det er, vi kommer hinanden ved som mennesker. Det viser jeg bl.a. med en tørresnor, der jo er et sted, man kan komme hinanden ved. Jeg blev inspireret af et værk af ham selv, hvor han hænger sine linoleumstryk til tørre. Det er egentlig en fælles installation, for jeg bad de andre kunstnere om procesværker, så der er nogle af de andres skitser med på tørresnoren. Mens jeg arbejdede med værkerne, gik jeg rundt og spekulerede på, hvordan det ville være at få besøg af ham i dag. Derfor har jeg lavet et lille arrangement med et kaffebord, og intensionen er, at man kan sætte sig ned og have sin egen samtale med Heerup, sagde hun.

Ved åbningen var der musikalsk underholdning ved saxofonist Pia Munch og pianist Hedvig Knive. Den store udstilling, der fylder hele Kunstcentret, har fået titlen ’Heerup & PRO i dialog’ og kan ses frem til 25. august.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste