Billede beskrivelse

Erik overlader sin virksomhed til sønnen og dennes kammerat

12. september 2024 kl. 19.02

FLAUENSKJOLD: Hvis Erik Frederiksen havde valgt at vente to år, havde han kunnet fejre 50-års jubilæum med firmaet JE BYG, Murer & Entreprenør ApS i Flauenskjold. Det gør han ikke, idet han netop har solgt firmaet videre til sønnen Rasmus og dennes kammerat, Martin Pedersen.

- Jeg stopper nu, fordi Rasmus er klar til at overtage og Martin ligeledes. Jeg er helt tryg ved, at de nu skal videreføre firmaet. Det er jo et privilegium at have arvtagere i vores branche. Mange må lukke uden at kunne sælge deres livsværk. Jeg har fuldstændig tiltro til, at det skal de nok klare. De er arbejdsomme og har mere uddannelse, end jeg har fået, og det er også nødvendigt i dag. Man skal også være arbejdsom, ellers er der kun to muligheder: Mavesår eller fallit, fortæller Erik Frederiksen, der startede som selvstændig i 1976 blot tre måneder efter, han var blevet udlært som murer. Han er født på en lille ejendom ikke langt fra Flauenskjold og tog realeksamen, hvilket ikke var så normalt dengang, hvor de fleste på landet forlod skolen efter 7. klasse.

Ikke drive den af

- Jeg var vist dygtig nok til at gå på gymnasium, men der var ingen i min store familie, der havde gjort det, og jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg ville. Det brød min far sig ikke om, for jeg skulle ikke gå og drive den af. Der var ikke noget, der hed sabbatår dengang. Jeg kom så i lære som murer, for så kunne jeg jo altid mure mit eget hus og måske læse videre til arkitekt senere. Jeg kom dog aldrig videre end til at arbejde. Det eneste, jeg er uddannet til, bortset fra murer, er kloakmester.

Billede beskrivelse

Allerede mens han var i murerlære, byggede han sit eget hus i fritiden.

- Det gjorde jeg som en opsparing. Alt steg så hurtigt dengang, så huset var min basiskapital.

Den fik han hurtigt brug for, da han allerede tre måneder efter, han var blevet murersvend, startede det firma, han nu giver videre til næste generation.

- Jeg har aldrig fortrudt, at jeg blev selvstændig. Det er en livsstil. Der har naturligvis været både gode og mindre goder tider, men det nytter ikke noget at være pessimist. Jeg har da prøvet at sidde fredag eftermiddag og ikke vide, hvad vi skulle lave om mandagen, men der er altid kommet noget, og vi har aldrig manglet arbejde. Jeg har heller aldrig manglet penge, for jeg har aldrig brugt flere, end jeg havde. Det er et godt princip, understreger Erik.

Stort, men stadig lokalt

Selv om firmaet voksede og fik flere og flere medarbejdere, betegner Erik det som et lokalt firma.

- Det er meget begrænset, hvor meget vi kommer ud. Der har altid været opgaver nok i nærheden. Vi har dog været på Falster for at lave ferielejligheder, men ellers er det i nærområdet, vi arbejder. Hvis vi er i Aalborg, synes vi, vi er langt væk, siger han.

Billede beskrivelse

Gennem de mange år er det blevet til mange byggerier, hvor landbrugsbyggeri, haller og industribygninger har fyldt meget. Det samme har renoveringsprojekter ved kirker, herregårde og private hjem.

- Vi har aldrig lavet almindelige små parcelhus. Der kan vi ikke være med. Her er der mange andre firmaer, der er meget bedre til det. Til gengæld har vi arbejdet med mange andre spændende opgaver, siger han og nævner her kirker og herregårde.

- Det er spændende at få lov til, men det kræver også, at medarbejderne gider og synes, det er sjovt. Det er noget med at have plien og interessen for at lave sådan noget. I øjeblikket er vi ved at bygge en helt ny kirke, og vi var for nogle år siden med til at lave Badskær Kirke ved Dybvad om til en eventkirke. I tårnet lavede vi toilet og køkken, og selve kirkerummet blev indrettet, så der kunne afholdes koncerter og andre arrangementer. Døbefonten blev stående, men bænkene blev taget ud, og alteret lavet, så det kunne flyttes. Det var en spændende opgave.

Stolt og tilfreds

- Der er meget af det, vi har lavet gennem årene, jeg er stolt af, siger Erik og peger på en række fotografier, der hænger på væggene i kontoret. De viser alle byggerier udført af firmaet. Han peger især på et foto af en imponerende villa i Hasseris.

Billede beskrivelse

- Det var en spændende opgave, men dem har der heldigvis været mange af. Vi har jo lavet alt muligt, og der er jo altid opgaver, der er sjovere end andre, men jeg er faktisk stolt af alt det, vi har lavet. Der står meget rundt omkring, som vi har bygget. Når jeg er ude at køre med min kone, som har været med i firmaet de seneste 20 år, så sker det af og til, at vi lige kører en lille omvej for at kigge på noget af det, vi har bygget. Det gør mig stolt, siger han, der nu giver stafetten videre til næste generation.

- Jeg kan ikke bare stoppe helt, for når man gennem hele liver har været vant til at stå op og lave noget, så kan man ikke bare lige stoppe, så jeg vil stadig være aktiv. Min kone og jeg kommer ikke til at kede os, da vi har en del udlejningsejendomme, en stor familie, 12 børnebørn og lyst til at komme ud at se verden, slutter Erik Frederiksen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste