Billede beskrivelse

En særlig indsats for naturen: Nu er Natur- og Miljøprisen tildelt

01. juli 2023 kl. 16.00

Ved en reception i kantinen på Dronninglund Rådhus uddelte man forleden Natur- og Miljøprisen 2023. Vinderen var Foreningen for Plantning og Landskabspleje i Brønderslev Kommune ved formand Henning Kristensen. Den var blevet indstillet af NF Plus Nordjysk Familielandbrug ved formand Kurt Jørgensen.

Billede beskrivelse

Borgmester Mikael Klitgaard holdt tale og forklarede, hvilke kriterier der skal til for at komme i betragtning til prisen:

- Natur- og Miljøprisen kan tildeles personer, foreninger, virksomheder eller institutioner, der frivilligt gør en særlig indsats for naturen eller miljøet. Det kan f.eks. være en indsats, som skaber ny natur eller fremmer et alsidigt dyre- og planteliv. Det kan også være produktionsmetoder, produktudvikling eller andet, der sparer energi, mindsker forurening eller på anden måde gavner miljøet, sagde borgmesteren, der også begrundede tildelingen.

Billede beskrivelse

- Foreningen Plantning og Landskabspleje i Brønderslev Kommune har vist, hvad samarbejde og frivillige ildsjæle kan udrette. Folkelig forankring er altafgørende for projekter i det åbne land, og resultatet er heller ikke udeblevet, sagde han. Derefter overrakte foreningen et messingskilt med gravering og keramik af kunstner Lena Brammer fra Brønderslev.

Prisen som Årets Træ 2023 blev vundet af Margrethe Egen i Dronninglund. Den er ejet af Henriette Høgsbro og Carl Christian Pedersen fra Dronninglund Slot. Vinderen var indstillet af Tine Eis.

For at et træ kan komme i betragtning, skal det være mindst 10 m højt og have en diameter i brysthøjde på mindst 40 cm. Det skal desuden være markant i landskabet.

Billede beskrivelse

Borgmesteren begrundede valget og sagde bl.a.:

- Margrethe Egen står ved den smukke sti, som går bag Dronninglund Slot. Det flotte træ imponerer med sin alder og størrelse. Desuden har det en rigtig fin historie, idet det menes at være plantet af Dronning Magrethe den 1. Placeringen i det bynære, rekreative område gør, at mange familier jævnligt kommer forbi træet. Det er en god anledning til at tale med børnene om natur og historie, sagde Mikael Klitgaard.

Ejerne af Årets Træ 2023 fik også et messingskilt med gravering og keramik af Lena Brammer.

Det er Det Grønne Råd, der har besluttet, hvem der skal vinde priserne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste