Billede beskrivelse

Emma og Sigrid prøvede at ride for første gang

03. august 2025 kl. 09.41
Opdateret kl. 19.46

HJALLERUP: Det er de helt små ryttere, der er med, da Hjallerup Rideklub afholder miniridelejr. Deltagerne er mellem 5 og 10 år, og de fleste har aldrig prøvet at ride før. Enkelte har dog prøvet det i Faarup Sommerland, men ellers ikke.

- Meningen med lejren er, at børnene skal have en hyggelig dag sammen med ponyerne, fortæller Bettina Kick, der er medlem af rideklubbens forældreråd. Det er hende, der sammen med et andet medlem har arrangeret dagen.

- Det er egentlig ikke, fordi vi har problemer med at skaffe unge medlemmer, men det er en god måde at gøre opmærksom på klubben og dens muligheder. Vi har mange hold med børn og unge de fleste dage i ugen. Jeg tror faktisk, vi har 5-6 hold hver dag, så vi mangler ikke børn, men vi er naturligvis altid interesseret i at få nye ind i klubben. Vi har nogle fantastiske forhold, og det vil vi gerne vise dem, der ikke kender os, siger hun.

Billede beskrivelse

I den store ridehal får børnene mulighed for at ride på heste, der har netop den størrelse, der passer dem. Hestene trækkes af en erfaren rytter fra klubben i et passende tempo. Nogle har lyst til lidt mere fart og får så lov til at trave.

- Det er nogle gode heste, vi bruger, så det går stille og roligt. De er vant til at være sammen med børn. Når børnene er færdige med hestene, går vi ind i cafeteriet og laver noget kreativt, og så slutter vi af med at spise frokost sammen. Det sociale er en vigtig del af klubben, fortæller Bettina Kick.

Hjallerup Rideklub er med sine omkring 250 medlemmer en af Nordjyllands største.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste