Elses sidste store reform
Efter 48 år med store reformer på jobbet vælger Else Larsen nu sin helt personlige reform
BRØNDERSLEV: Hun har set sogne smuldre og blive til kommuner. Hun har set amter smuldre og blive til regioner, og hun har set hele fem borgmestre sætte sig i borgmesterstolen, én af dem endda to gange. Men nu er det slut. Sekretariatsmedarbejder Else Larsen vælger efter 48 år den store reform i arbejdslivet og siger farvel til jobbet i Brønderslev Kommune, hvor hun netop nu er ved at gøre alle sine sager klar til en ny medarbejder.
- Det er lidt svært sådan at lukke sit arbejdsliv ned, men de rutiner og og arbejdsgange kun jeg har i hovedet, de skal på papir, så andre kan tage over og få nytte af min erfaring, forklarer 65-årige Else Larsen, der blev fejret med en afskedsreception på rådhuset i fredags.
Ingen gæster til receptionen?
- Jeg nåede faktisk at blive lidt nervøs for receptionen, for alle mine gode kolleger ville være ramt af arbejdskonflikt, hvis ikke forligsmanden havde udsat konflikten. Hvis der var konflikt på min receptionsdag, måtte medarbejderne ikke komme ind på rådhuset, og dermed heller ikke deltage i receptionen, fortæller Else Larsen, der godt kan huske, da hun engang som ansat i det daværende Dronninglund Kommune kom lidt i klemme i en arbejdskonflikt.
- Jeg var jo tjenestemand og skulle arbejde under en konflikt. Men jeg sagde til den daværende kommunaldirektør, at det kunne jeg altså ikke, når mine kolleger strejkede. Så sagde han, at jeg ville komme i den sorte bog, men det var heldigvis med et glimt i øjet, og det blev ham, der frivilligt tømte postkassen, smiler Else Larsen - eller frk. Poulsen, som hun blev kaldt, da hun i 1970 fik ansættelse som kontorelev i det daværende Dronninglund Kommune.
- Jeg havde første arbejdsdag et par måneder efter kommunalreformen i 1970, hvor Hellevad-Ørum, Voer og Dronninglund blev samlet i én kommune, så der var nok at se til. En månedsløn var på 848 kroner, og tonen var mere formel. Vi sagde "De" og "Dem" til lederne, eller "Hr. Thomsen" til chefen, som så til gengæld kaldte mig for frk. Poulsen, som var mit efternavn dengang. I dag er tonen heldigvis mere uformel og ligefrem, og jeg har været med i et super godt team her i sekretariatet, siger Else Larsen, der officielt har sidste arbejdsdag 30. juni.
Else Larsen ser frem til at få mere tid til sine to børn, tre børnebørn, manden og hjemmet, en nedlagt landejendom nær Dronninglund.
- Måske bliver der også nu bedre tid til at rejse lidt, og de caribiske øer og Florida stå højt på min ønskeliste, fortæller Else Larsen.
- Og så er der jo haven. Her er det mig, der gør det grove arbejde. Min mand er mere glad for at sidde på havetraktoren, siger hun med en højlydt og karakteristisk latter, som altså snart lyder for sidste gang i sekretariatet.