Efter to år med aflysninger er gymnaster mere end klar til årets opvisning - og de glæder sig
Efter to år med aflyste forårsopvisninger træner de nu frem mod årets store begivenhed 27. marts i Brønderslev Gymnastikforening
27. marts 2022 er en dato, der bliver set frem til i Brønderslev Gymnastik Forening (BGF). Efter to år med aflyste forårsopvisninger ser det nu ud til, at det bliver til noget i år.
- Det er en stor begejstring. Det er vi helt vildt glade for. For mange af de små gymnaster vil det være første gang, selv om de har gået til gymnastik i flere år. Det er en kæmpe oplevelse, og det er virkelig med forventningens glæde. Mange familier i byen kommer til gymnastikopvisning, og så er det bare forår, så er vinteren slut. Jeg tror, det varsler nye tider på alle måder, vi trænger til at have en fest, en genåbningsfejring, beskriver sekretær i BGF, Pernille Dahl, der peger på, at tanken om at kunne samle 1000 mennesker i Brønderslev Hallen igen er helt surrealistisk.
Men med bortfaldet af coronarestriktionerne er det nu muligt.
Også de ældre og mere rutinerede gymnaster ser frem til opvisningen.
- De er voldsomt glade for, at det bliver til noget. Man har trænet frem mod det her hele året. At gå til gymnastik uden et endemål er ligesom at gå til fodbold uden at spille kamp. Det er motivationen, i hvert fald for de ældre, at få flotte dragter og vise det frem, som de har trænet i årets løb. Det betyder virkelig meget for dem, fortæller Pernille Dahl.
Og den oplevelse har de altså ikke haft siden foråret 2019.
Som for mange andre foreninger har de seneste to år været hårde for BGF, som har oplevet medlemsnedgang.
- Vi har fået rigtigt mange af de allermindste, forældre-barn holdene er fordoblede, men ellers er det generel nedgang, fortæller Pernille Dahl, der peger på, at hun tror, det skyldes usikkerhed omkring nedlukninger, hvor man kan komme til at betale for noget, man ikke får, og at nogle har holdt sig tilbage pga. corona, ligesom der også kan være nogle, der har oplevet, at det er fedt at have mere tid.
Og så har BGF haft en del nedlukning, ikke kun dem, der skete på grund af generelle nedlukninger.
- Vi er ramt af, at vi er afhængige af idrætshøjskolen, lige så snart den lukker, skal vi også lukke. Det er det eneste sted i byen, der har en springgrav. Der er vi sårbare, for vi har ikke noget sted. Vi har haft rigtig meget nedlukning, konstaterer Pernille Dahl.
Årets store gymnastikopvisning finder sted 27. marts fra klokken 10 til 16 i Brønderslev Hallen. Det bliver opvisninger fra 18 forskellige gymnastikhold med deltagere ned til et år gamle.
Der kommer også gæstehold, det er HCI efterskole og DGI’s landsdelshold.
Den ny sæson begynder til august måned.