Billede beskrivelse

Efter 21 år: Succesrig uddeler stopper

Brian Kirk vinker farvel til Dagli’brugsen i Hou

06. februar 2023 kl. 11.01

Intet varer som bekendt evigt. Heller ikke et særdeles vellykket makkerskab mellem Dagli’brugsen Hou og uddeleren gennem 21 år, Brian Kirk. 

Til maj er det slut. 

Brian Kirk har søgt nye udfordringer. Han skal fremover være indkøber for maskinproducenten Scantool i Brovst. 

- Jeg fylder 50 i år. Jeg har været i den her branche i 34 år. Hvis jeg skal prøve noget andet i mit arbejdsliv, så skal det være nu, lyder det fra Brian Kirk. 

Omsætning mangedoblet

Han kom i sin tid til Dagli’brugsen i Hou via en stilling som souschef hos Superbrugsen i Terndrup. Siden har han ikke set sig tilbage, og med Brian Kirk i spidsen har brugsen i Hou gennemgået en voldsom udvikling. 

Butikken er i dag en af landets største Dagli’brugser – både hvad angår volumen og omsætning. 

- Da jeg tiltrådte, omsatte vi for 12 mio. kr. Sidste år var omsætningen på 43 mio. kr. plus moms. Vi har virkelig fået skabt en sund forretning. Jeg håber og tror, at den gode udvikling kommer til at fortsætte. Brugsen i Hou er baseret på et godt kundegrundlag og ikke mindst en visionær bestyrelse. Jeg har altid fået rigtig god opbakning, hvilket har været helt afgørende for, at tingene er lykkedes, fastslår Brian Kirk. 

Han fremhæver ligeledes rækken af medarbejdere. 

- Uden dem havde vi ikke den butik vi har i dag. Medarbejderstaben skal i den grad roses. Jeg er rigtig stolt af den indsats, de har ydet gennem årene.

Har udvidet flere gange

Der er da også sket markante ændringer i årene med Brian Kirk som uddeler. Forretningen er udvidet flere gange. 

I de senere år er der føjet slagter- og delikatesseafsnit, ny frugt- og grøntafdeling samt bakeoff og nyt indgangsparti til brugsen. 

- Vi har mere end fordoblet butiksarealet og det er da også værd at bemærke, at vi gennem årene har opkøbt flere naboejendomme for at få plads til udvidelserne, forklarer Brian Kirk. 

- Det har blandt andet gjort det muligt at etablere et stort parkeringsareal til gavn for vores kunder, tilføjer han og hæfter sig desuden ved det store blomster- og plantemarked. 

- Det trækker i sommermånederne kunder til fra nær og fjern. I det hele taget er vi begunstiget af, at mange kunder kommer hertil langvejs fra. Og så skal folk i byen og de mange sommerhusgæster naturligvis også roses for en rigtig stabil tilslutning, siger den afgående uddeler.

Et stort tab

21 år i brugsen i Hou blev det altså til for Brian Kirk. Han følger dermed i hælene på butikkens tradition for at beholde sine uddelere i mange år. De to nærmeste forgængere var begge ansat i 34 år. Brian Kirk er kun den femte uddeler i brugsens snart 110 år lange historie. 

Formanden for bestyrelsen, Ulla Larsen-Coles lægger da heller ikke skjul på, at hun anser opsigelsen som et stort tab. 

- Det kom som lidt af en chok for os, da Brian sagde op. Vi har været utroligt privilegerede at have en mand som ham på posten. Brian er vanvittig dygtig, altid positiv og sprængfyldt med energi. Vi skylder ham en stor tak for den udvikling vores forretning har gennemgået, siger Ulla Larsen-Coles. 

- Nu skal vi finde en person, der kan følge trop. Det bliver selvfølgelig ikke en kopi af Brian for en sådan findes ikke. Jeg er dog sikker på, at vi nok skal finde den helt rette til jobbet, fastslår hun og tilføjer, at bestyrelsen allerede har indledt processen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste