
Dronninglund Seniorer fejrede jubilæum
I 1948 blev der i Dronninglund stiftet en pensionistforening. Det er nu 75 år siden, og den eksisterer stadig i bedste velgående. Nu hedder foreningen ganske vist Dronninglund Seniorer, men formålet er fortsat det samme.
Det er en forening, der har fokus på de ældre, og som sørger for at lave arrangementer, der passer til den aldersgruppe. Der afholdes arrangementer det meste af året, og nu er man ovenikøbet så heldig at råde over nogle fine lokaler i Fredensgade Centret midt i byen.
Her er der næsten hver uge et arrangement, og det var da også her, jubilæet blev markeret med en uhøjtidelig reception, hvor foreningens nye formand, Jytte Mørk, tog imod.
- Vi er meget aktiv forening, og det betyder jo også, at der er en del at lave i bestyrelsen. Derfor kunne jeg godt en gang imellem ønske, at der var flere, der ville give en hånd med, sagde hun.
- Vi arbejder på at lave et lille aktivitetshold, der kan stå for det praktiske i forbindelse med arrangementerne. Det håber jeg, vi kan få stablet på benene i den nærmeste fremtid, sagde Jytte Mørk ved receptionen.