Drømmen om nyt kulturhus er ikke opgivet
Kort efter at den nu tidligere formand for arbejdsgruppen bag et nyt kulturhus i Dronninglund, Keld Pedersen, havde meldt ud, at projektet var lukket ned, og at han havde forladt arbejdsgruppen, indkaldte den resterende del af arbejdsgruppen til hastemøde for at drøfte det videre forløb.
Her var der enighed om at fortsætte bestræbelserne på at skabe et kulturhus i byen.
- Vi er glade for det store arbejde, Keld har lagt i projektet, men resten af arbejdsgruppen er ikke enig i hans beslutning og forstår ikke hans begrundelse for at lukke projektet. I arbejdsgruppen er der bred enighed om at fortsætte arbejdet med at forsøge at etablere et Kulturhus i Dronninglund, fortæller medlem af arbejdsgruppen og formand for Dronninglund Borgerforening, Allan Danielsen. Han oplyser videre, at Dronninglund Borgerforening har været i dialog med Sparekassen Danmark Fonden Dronninglund, der har tilkendegivet, at den fortsat vil se positivt på den videre udvikling af projektet.
- Det siger sig selv, at før der kan etableres et Kulturhus i Dronninglund, skal økonomien kunne hænge sammen. Det kan den kun, hvis vi får flere tilkendegivelser fra interesserede, der har lyst til at skabe aktivitet i huset. En del har allerede vist interesse, og dem skylder vi en stor tak, men vi er stadig på udkig efter flere aktører. Vi beder derfor foreninger og andre, der gerne vil høre mere om det nye hus eller påtænker at starte en ny forening eller aktivitet og mangler et sted at være, om snarest at kontakte Dronninglund Borgerforening eller arbejdsgruppen, som i øjeblikket består af Kristian Kristoffersen, Simon Aagaard, Børge Juul, Knud Klausen, Ingolf Pedersen og Jeanette Pedersen, siger Allan Danielsen, der også er med i arbejdsgruppen.
- Vi ønsker, at byen og omegnen får et samlingssted, hvor fællesskab for mennesker i alle aldre kan få lov at blomstre, slutter Allan Danielsen.