Det unge lokale racertalent udfordrer verdenseliten
BRØNDERSLEV: Den 16-årige Victor Trudslev Nielsen, Team Danmark-atlet og motorsportstalent fra Brønderslev, skal i 2024 prøve kræfter med den legendariske bane i Monaco samt bybaner i hjertet af London og Berlin.
Victor skal deltage i verdens første 100% elektriske Touring car junior serie, som fokuserer på den grønne omstilling. Racer serien har opnået stor international anerkendelse og er derfor inviteret til at deltage i Formel E's løbsweekender i Europa.
Victor T. Nielsen er den danske frontløber inden for grøn omstilling i motorsporten. Hans store mål er at skabe en professionel racerkarriere med fokus på bæredygtig motorsport. Victor og teamet omkring ham arbejder på at kombinere motorsportens udfordringer med verdens klimaudfordringer.
Den unge nordjyde ser frem til at prøve kræfter med bybanerne, især Monaco, som køres på det traditionelle layout, der er verdenskendt fra Formel 1-løb.
- Det bliver en utrolig spændende sæson, og der er garanti for godt racerløb, da alle biler er ens, så det er primært kørerne, der gør forskellen. Med en aldersgrænse på 25 år er det de unge racertalenter, der er i fokus. Victor, med sine 16 år, er en af de yngste i feltet. De ældste er 24 år og har betydeligt mere erfaring fra forskellige internationale serier.
- Jeg føler mig klar til at kæmpe i toppen, selvom det bliver tæt i hele feltet, fortæller Victor.
- Vi er netop hjemvendt fra to testdage på banen i Misano i Italien, hvor første afdeling skal køres om 14 dage. Her var det tydeligt, at det bliver meget tæt mellem de 10 hurtigste kørere, så det bliver helt sikkert en lærerig sæson med masser af gode kampe på banen, udtaler Victor.
- Vi er glade for at have Victor tilbage hos os. Jeg tror bestemt, han er en at holde øje med i år. Han havde en stærk første sæson i NXT Gen Cup, og vi ser frem til at fortsætte med at hjælpe ham, sammen med alle andre kørere på banen, med at udvikle sig i år, sagde Fredrik Lestrup, grundlægger af NXT Gen Cup.
NXT Gen Cup er verdens første 100% elektriske junior touring car cup, hvor unge kvindelige og mandlige kørere racer i LRT NXT1, en fuldt elektrisk racerbil baseret på MINI Cooper SE vej bilen - konstrueret og bygget af Lestrup Racing Team.
Serien kører sammen med Formula E og DTM og er organiseret gennem et "arrive and drive"-koncept, hvilket gør det muligt for junior kørerne at fokusere på at køre og skabe grundlaget for en professionel racingkarriere.
Den unge Team Danmark-atlet har brugt mange timer på fysisk træning og i sin simulator gennem vinteren, hvor han blandt andet har deltaget i det danske mesterskab i simulatorformel 4-race, hvor det blev til en samlet 7. plads ud af 120 deltagere.