Mennesker

- Det bedste er når kalenderen er fyldt med spændende møder

Annette Drivsholm har siddet i spidsen for Spar Nord Midtvendsyssel i Brønderslev i over 20 år og er engageret i mangt og meget, hvor fællesnævneren er udvikling i Brønderslev. Og det er netop i mødet med andre ildsjæle hun finder sin energi og livskvalitet.

02. juli 2022 kl. 06:00

- En god dag ... det er når der er masser af aktivitet på arbejdet, hvor jeg har tid til at spise aftensmad sammen med familien og bagefter smutter til et møde, hvor emnet som oftest er udvikling af Brønderslev.

Det siger 54-årige Annette Drivsholm, der er direktør for Spar Nord i Brønderslev, byen hendes hjerte i høj grad brænder for. Så meget at hendes kalender som oftest er aldeles fyldt og konstant må afstemmes med gemalens ditto. Han har nemlig et travlt liv som direktør i Rais, der med domicil i Frederikshavn sælger brændeovne og tilbehør, og skal de to mødes til en friaften, må der stemmes af og nikkes fra begge sider af køkkenbordet.

Desuden hører der to voksne døtre til familien. Den ene er for længst flyttet hjemmefra og er ved at færdiggøre en kandidat i erhvervsøkonomi på Aalborg Universitet, mens den yngste flytter hjemmefra lige om at øjeblik for at begynde på den samme uddannelse, også i Aalborg.

- Men selv om vi har travlt, er vi også rigtige familiemennesker, der er sammen så ofte det kan lade sig gøre. Vi elsker at spise sammen, og har rejst sammen over det meste af verden, siger Annette Drivsholm, som i mødet med andre kulturer og andre måder at indrette et samfund på, bliver stadig mere glad for det danske velfærdssamfund.

- Vi har det altså godt i Danmark ... og det har man godt af at blive mindet om en gang i mellem, slår hun fast.

Arbejde og fritid flyder sammen

For Annette Drivsholm er der ikke rigtig forskel på arbejdstimerne som direktør i Spar Nord og alt det andet, hun er engageret i.

- Jeg betragter de fleste af mine aktiviteter som noget, der hænger sammen med banken. Og noget jeg elsker at beskæftige mig med. Det er alt sammen det, som sammen med familielivet udgør, hvad Annette Drivsholm er for et menneske, siger hun.

Derfor gør det ikke noget, når Annette Drivsholm er optaget af møder og aktiviteter langt over 50 ugentlige timer, for det er alt sammen interessetimer, som hun elsker.

Aktivitet, indflydelse og møder

Nogle mennesker lader op ved at sidde alene og læse en bog eller andre fredsommelige alenesysler og egentlig ville Annette Drivsholm også gerne læse og slappe lidt af. Sådan da og vist mest i teorien.

- For jeg slapper jo af med de ting, jeg gør. Det er i mødet med andre engagerede mennesker jeg finder ny energi og lader op. Livskvalitet for mig er at have indflydelse og at skabe udvikling på det nærmiljø, jeg færdes i - hvilket altså for mig er Brønderslev, slår hun helt fast. Og det der med det boglige ...

- Jeg får da sommetider læst en bog, når jeg er på ferie, men det er ikke meget. Der er simpelthen alt for mange andre spændende ting, man kan foretage sig, siger hun.

Og aktiviteterne spænder vidt og bredt. Fra den lokale indflydelse, der automatisk følger med direktørposten i banken over det lokale foreningsliv til egentlig målrettet byudvikling, som man i øjeblikket ser folde sig ud i Vores By Brønderslev - en spritny organisation, der har til formål at skabe et forum og en koordinering af stort set alt, der rører sig i købstaden.

Dertil kommer forskellige fora, som uddeler penge til alskens formål i byen - idrætslivet, indsamling til familier, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, en tænketank, som bl.a. tænker dybe tanker om hvordan man får flere unge familier til at flytte til Brønderslev, uddeling af humørlegater og Rotary for nu blot at nævne nogle af de ting, som Annette Drivsholm bruger sin ”fritid” på.

En glæde at give til andre

Ovenstående er årsagen til, at Annette Drivsholm er kendt i de lokale medier som en der uddeler legater, pokaler, præmier og store checks, for det hører nemlig med til opladningen. At man er med til at sætte i gang og føre tingene ud i livet. Og gerne stiller op som den, der formidler det glade budskab om støtte af forskellig slags - og altså bliver fotograferet til aviser, hjemmesider og hvor den slags billeder ellers lægges ud og på.

- Der er en stor glæde i at give til nogen, der gør noget godt for andre ... og jeg tror, at man skal deltage i det, for virkelige at kunne mærke og forstå, hvad det betyder for andre at deres indsats påskønnes, siger hun.

Også tid til Felix og blomsterne

Der er dog også en privat Annette, som offentligheden ikke ser så meget. Nemlig den Annette, der løber en runde i kvarteret tre gange om ugen ... et tal, hun i hvert fald har som målsætning, som hun ind i mellem endda når. Og hende, der går tur med dværgpudlen Felix, nusser lidt med blomsterne og krydderurterne i haven og nyder en tur i sommerhuset i Løkken - eller i det hvide familiestrandhus på den bilfrie strand syd for molen, også i Løkken. Når det altså passer i kalenderen.

Nyeste