Billede beskrivelse

Dennis bekæmper sin sygdom med arbejde

25. juni 2024 kl. 19.02

BRØNDERSLEV: - Jeg er ikke syg - men jeg har en sygdom!

Ordene kommer fra 52-årige Dennis Richard Olsen. Som driver et lille værksted, der hvor Aalborgvej krydser bygrænsen til Brønderslev. Han har en historie, som er værd at lytte til.

- Jeg blev som 22-årig ramt af en voldsom sygdom, som sendte mig ud på "Bakken"; Brønderslev Psykiatriske Sygehus. Jeg blev erklæret paranoid skizofren. Det var en meget voldsom oplevelse. Men jeg fik sygdommen under kontrol, og fik så førtidspension i 1997.

Dennis Richard Olsen er ikke en mand, der lader sygdommen styre sit liv og sætter sig hjem og kigger ind i væggen. Han vil noget med sit liv. Som sygdommen ikke skal få lov til at ødelægge.

- Jeg kan ikke sidde stille ret længe ad gangen, jeg skal have nogle aktiviteter for at have det godt. Det er vigtigt at holde mig i gang, siger Dennis.

Billede beskrivelse

Så han startede så en lille virksomhed. Nærmest ved et tilfælde. Han fik fat i en gammel plæneklipper, som han gjorde i stand og satte ud til vejen med et "Til Salg" skilt. Og plæneklipperen var solgt inden dagen var omme.

Dennis kunne se, at der var muligheder, og kort efter fik han et cvr-nummer, og så var han i gang med at reparere plæneklippere og cykler. Og med tiden kom han også i gang med træfældning.

- Det har gjort, at jeg har holdt min sygdom under kontrol. Jeg har ikke været indlagt siden 1997. Jeg tager min medicin, holder mig fra alkohol og andet usundt i forhold til min sygdom. Og selv om jeg stadig kan opleve nogle dårlige dage, så har fået et godt liv, som jeg er rigtig glad for.

Og det er især arbejdet, der giver Dennis Richard Olsen oplevelsen af et godt liv.

- Det giver mig god selvtillid, når jeg kan mærke, at der er noget, jeg er god til, forklarer han.

Virksomheden er af begrænset størrelse. For Dennis Richard Olsen er førtidspensionist, og så er der grænser for, hvor meget han må tjene ved siden af førtidspensionen.

- Og den grænse sørger jeg for at holde. Jeg lever af min førtidspension og min begrænsede indtægt, og jeg får ingen andre ydelser, så jeg belaster ikke samfundet, siger Dennis Richard Olsen.

Som elsker at bo i Brønderslev. Han voksede op i Hundested i Nordsjælland, men flyttede til Nordjylland, da han var 14 år.

- Så gad min mor ikke skændes mere med mig, og så blev jeg sendt op til min onkel og moster i Aalborg, siger Dennis med et grin.

Og da han var midt i 20'erne, kom han til Brønderslev. Som han holder meget af.

- Brønderslev er Vendsyssels hjerte. Her bor gode mennesker, som hverken er for fine eller for lousy, siger Dennis.

Dennis Richard Olsen har fået styr på et vanskeligt liv. Ved at gribe livet og skabe muligheder for sig selv. Men han får også hjælp fra anden side.

- Jeg er meget troende. Jeg beder til Gud hver dag. Især når jeg går nogle lange ture.

Billede beskrivelse

Men har Gud ikke svigtet dig, når du har skullet leve med så voldsom en sygdom, spørger jeg Dennis Richard Olsen.

Dennis sidder og tænker lidt. Så siger han:

- Nej, det har han ikke. For jeg fik min sygdom, da jeg kun var 22 år, så jeg fik tid til at gøre noget ved det. Gribe muligheden og skabe mig et godt liv, og det synes jeg er lykkedes for mig, forklarer Dennis.

Han bliver formentlig på Aalborgvej længe endnu. Hvor han skruer og piller ved gamle cykler og plæneklippere, som skal repareres, og tager rundt og fælder og beskærer træer. Og er taknemmelig for at han, trods et svært udgangspunkt, har fået skabt sig selv et godt liv. Han er kun træt af en ting.

- Jeg må se at få ryddet lidt op. Det har jeg vist ikke været så god til, så det er mit næste projekt, siger Dennis Richard Olsen med et lille smil.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste